Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 2. Ulitak og Piguiarsuak. — Drabsmænd, som lode sig døbe, for at undgaae Blodhævn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
10
de: »hans Brødre ere meget farlige, lader os raabe til ham, at han
skulde vende tilbage.« To af dem gik tilfjelds, og de kunde da
tydeligt høre en Stemme raabe: »han kaster etter mig.« Derpaa tabte
Røsten sig, men Uvinderne kunde ikke røre sig at Skræk, da de
frygtede hans store Brødre. Disse kom da ogsaa hjem henad Aften,
og spurgte ved Ankomsten strax om deres lille Broder. Deres
Huus-fæller sagde: »idag da han var gaaet i Kajak og gik af Sigte
nordefter, hørte vj hans Stemme saaledes: »man kaster efter mig«,
hvorefter han ikke mere lod sig høre.« Brødrene sagde: »hvorfor have 1
ogsaa ladet ham gaae bort, — vi ville dræbe eder.« Med disse Ord
steg Ulitak iland, men da ’den ældre sagde, at de strax burde see
efter ham, ilede de atter afsted i største Hast, men de bleve borte
til ud paa Natten uden at opdage det mindste af ham. Efter
Hjemkomsten bleve de omsider fulde af Had, og skjøndt de nær havde
dræbt baade deres Koner og Huusfolk, lode de dem dog rigtignok
slippe, men af Græmmelse over deres lille Broder, droge de nu
sammen omkring og dræbte alle de eenlige Kajakmæud, som de traf paa.
Paa denne Maade voxede ogsaa stadigt deres Fjenders Antal, men
disse, skjøndt de kjendte dem, formaaede dog ikke at øve Hævn, da
de vare saa mægtige. Engang i stille Veir droge de ud tilsøes, og da de
kom til Farvandet foran Kekertarsuak (Disko) saae de en Baad
sætte lige over fra den modsatte Side; da sagde Ulitak: »lader os
roe hen til dem.« Da de kom hen til Baaden, var den fuld af lutter
unge Uvinder, som fra Fastlandet af havde gjort et Togt for at samle
Uvaner. Brødrene spurgte dem: »hvo har dræbt vor lille Broder, hvis
I ikke sige os det, ville vi dræbe eder.« Da de nu svarede, at de
slet intet vidste om Morderen, trængte hine dog ind paa dem og
forlangte at de skulde nævne ham; tilsidst paastode de, at de løi, grebe
derpaa i Baaden fra hver Side og toge deres Lændsere frem for at
gjennembore Baaden. Da var det en Ynk at høre Staklerne skrige,
men alligevel borede de dem isænk. De begave sig derefter paa
Hjemreisen, men efter Hjemkomsten begyndte de at nære Bekymring,
thi de vidste, at det ikke kunde forblive hemmeligt, eftersom deres
Angakut nok vilde bringe det for Dagen. Om Sommeren mødte de
nogle Sydlændinge, som vare paa Reise nordefter og fortalte om, at
der nu fandtes Døbte ved Nouk. Ulitak sagde da til sin Broder
»vore Fjender ere nu alt for talrige, lader os drage sydpaa og see
at blive døbte.« Da Broderen indvilligede, begave de sig sydefter,
men paa Veien dræbte de de eenlige Kajakmænd, som de mødte.
Da de efter en lang Reise havde naaet Sagtissut, forlode de om
Morgenen deres Baad, og gik i Kajak sydpaa for at samle
Mund-forraad, da det var sluppet op for dem. Da de kom omkring en lille
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
