Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 6. Akutak og Inuinak. — Om en Afsindig, der blev Gjenganger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
21
duer. Alligevel gik han derop, og han fandt deres Forraad urort,
men der var hverken Baad eller Mennesker. Alligevel gik han ind i
Huset, hvor han fandt Vægskiudene afrevne og nedfaldne paa Gulvet.
Da han ikke vidste noget andet Sted at gaae til, blev han til 0111 Aftenen,
hentede saa lidt Spæk og tændte en Lampe. Derpaa tog han sine lasede
Støvler af, hængte dem op til Tørring og tog Plads paa den søndre
Ende af Brixen. Dengang han gik ind, var hans Hund fulgt efter og
havde lagt sig sammenkrympet foran ham paa Gulvet; men altsom
han nu tørrede Støvlerne, begyndte Hunden at snøfte, løb udenfor og
hortes gjøende at fjerne sig. Atter hørtes den nærme sig, kom ind i
Huset satte sig foran sin Herre og stirrede ham lige i Ansigtet,
hvorpaa den atter foer gjøende ud af Huset, men kom blot til dets Hjørne
og derpaa ind igjen. Da tænkte han: Hundene vide jo Besked om
Alt, hvorpaa han tog sine Støvler, og i det samme hørte han at
Hundens Gjøen blev til et svagt Hyl. I en Fart satte han Strømper i
Støvlerne og ilede ud. Idet han sprang ned i Huusgangen, fulgte
Hunden efter ham, men neppe var han kommen halvt gjennem
Huusgangen , førend han ved at see udenfor tik Oie paa det (Spøgelset,
Gjengangeren), hvorledes det kom, slæbende sin Ligklædning efter
sig og glidende ind gjennem Indgangen. Ilan trykkede sig tæt op til
Væggen, og Hunden gjorde ligesaa, men altsom han tænkte at nu
vilde det bemærke ham, krøb det forbi, og strax sprang Hunden
lydløst ud af Indgangen, og hans stakkels Herre bagefter, begge
flygtede de iilsomt ned paa Isen, men idet de vilde løbe videre, kom
det atter farende ud af Iluset og bag efter dem ned paa Isen, men
det naaede den ikke; thi lidt udenfor Huset laae der et stort Iisfjeld
indefrosset, og samme havde en Hule, i hvilken han smuttede ind og
afventede Dagens Komme. Da det nu blev lyst og han kom udenfor,
vidste han ikke hvorhen han skulde begive sig. Först tænkte han
paa at gaae hjem, men saa opdagede han en Mængde Mennesker som
stode paa en af de yderste Øer. Ilan vendte sig henimod dem, men
da de saae ham nærme sig, kom de i Bevægelse, eftersom de troede,
at det var den Afsindige. Først da han kom heelt derhen, gjenkjendte
de i ham et stakkels virkeligt Menneske, og de udspurgtø ham, om
han ikke havde sovet hist ovre i Huset. Den forældreløse Stakkel
svarede: »jo jeg oppebiede Dagens Komme histovre.« Den mellemste
af Brødrene sagde: »liar du da slet intet bemærket.« »Nei slet intet,«
svarede han, nemlig med en Løgn, eftersom han jo nær var bleven
opædt. Da de saa udspurgte ham om hvad han havde villet der, sagde,
han: »jeg vilde gjerne sælge min lille Hund, for at faae gamle
Støvler for den. Den mellemste sagde: »du er tilvisse modig af din Alder
at være, dog din Hund vil jeg ikke have,« og dermed gav han for Intet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
