Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 7. Om Manik, som reiste langt mod Nord. — Gjengangeren. — Fremtrylning af Fødemidler
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
23
tede i Vinterbolig. Deretter begyndte Manik at tange Sælhunde og
han samlede ineget store Forraad, saa at han tilsidst ikke havde Rum
dertil, men lagde det op paa en Øder nordenfor, da han ikke havde
hjemme i den Egn og ikke vidste hvorledes Vinteren vilde blive.
Imidlertid toge Dagene af og Havet frøs ganske til. Manik havde
ført en Hund med sig, en gammel Tæve med Hvalpe; da der nu havde
lagt sig fast Iis, begyndte han at benytte Hvalpene, lavede sig Slæde,
kjørte først omkring i Nærheden, og omsider gjorde lian længere
Udflugter. Engang da han saaledes havde været paa Fangst, sagde han
efter Hjemkomsten til sine Qvindfolk: »Imorgen skulle I ikke være
bekymrede paa mine Vegne, jeg vil kjøre ud, ikke paa Fangst, men
for at see mig om, jeg tænker, at jeg nordpaa skal træffe
Mennesker.« Dagen efter, da Stjernerne viste, at det var henad
Morgenstunden, begav han sig paa Veien og kjørte hele Dagen nordefter, i
en ringe Afstand fra Landet, til det atter begyndte at mørkne. Han
begyndte da at blive lidt betænkelig, og omsider blev det ganske mørkt
uden at han traf paa Mennesker. Medens han saaledes kjørte i Mørke,
uden Haab om at komme til Folk, saae han engang ind ad Land til
og opdagede ganske tydeligt et lysende Vindue, hvorpaa han
pid-skede paa Hundene og styrede ind efter det. Men da han kom hen
foran det, saae han ikke, at Nogen bevægede sig forbi Vinduet, han
knaldede med Pidsken, men der rørte sig heller Ingen. Da ogsaa
Baaden laa uforandret paa sine Støtter, tænkte han, at de muligen
vare gaaede i Sangselskab, llan krøb derfor ind under Baaden, bandt
de andre Hunde fast, men tog Skaglerne af den gamle og gik med
den ind i Huset. Her saae han Lampen brænde klart, men heller
intet Menneske. Han satte sig da i den søndre Ende bag ved en
Lampe, og Hunden foran ham paa Gulvet, og altsom han sad, tænkte
han at han vel kunde tørre sine Støvler, som vare blevne fugtige, og
imidlertid vente paa. om der skulde komme Folk. Han tog da
Støvlerne af, trak Strømperne ud af dem og hængte dem op paa
Rammen. Altsom lian nu sad og ventede, foer Hunden, der laae
sammen-krympet, pludselig op, gav sig til at snøfte, løb derpaa ud af Huset
og begyndte at gjøe, hvorpaa dens Stemme langsomt tabte sig, som
om den løb tilfjelds. Nogen Tid derefter hørtes den atter nærme sig,
sprang atter ind gjennem Opgangen, løb hen og satte sig foran sin
Herre og betragtede ham lige i Ansigtet. Lidt efter løb den atter
ud, gjøede og kom tilbage paa samme Maade. Da tænkte han, at
det vel var Husets Folk, som havde været til Sangselskab, og nu kom
tilbage, og han slog sig saa til Ro derinde og krøb heelt op i
Krogen. Men saa bemærkede han atter engang, at Hunden rørte sig,
ståk Halen mellem Benene og lod Orene hænge. Da blev han bange
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
