Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 7. Om Manik, som reiste langt mod Nord. — Gjengangeren. — Fremtrylning af Fødemidler - 8. Om en Kivigtok, en Qvinde, som atter kom til Menneskene, blev gift og fødte Bjørneunger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
25
Mændene sprang til, og nu halede de lige op fra Opgangen en stor
Helleflynder, Gryderne kom frem, der blev kogt og derpaa beværtet
med Helleflynder, det var ret en Mad for Manik. Lidt derefter raabte
atter en af Mændene: »hvad nytter een Ret alene,« og atter sprang
en Pige op, løste sit Topbaand, sænkede det ned i Iluusgangen,
hvorpaa de halede en stor Sæk op, fyld med Bær, som de hældte ud paa
Gulvet, og saa blev der spiist Bær. Manik blev høiligen foruudret
over alt dette, som han aldrig havee seet før. Efter endt Maaltid
bortfjernede Gjæsterne sig og man medgav dem rigelige Gaver. Da
de vare borte bemærkede Manik en Mand med mørk Mine, som sad
mellem Vinduerne, han traadte nærmere hen til ham, hvorpaa denne
sagde: »har du paa Veien hertil ikke seet et ubeboet Huus?« Manik
svarede: »jo tilvisse, jeg har sovet der« — dette var nu rigtignok
Løgn, eftersom han jo var bleven saa forskrækket over det. Den
Anden sagde: »dette var mit Huus som jeg maatte forlade, eftersom
min Hustru gik fra Forstanden; du kjære! jeg vil rigeligen gjengjælde
dig det.« Manik svarede: »du skal ingenlunde skylde mig noget
derfor, jeg trænger heller ikke til noget,« og saaledes slog han det hen.
Da han havde opholdt sig der en Dag over, vendte han atter
tilbage, hans Qvindfolk havde allerede opgivet ham. Efter Vinterens
Ophør reiste han atter sydpaa, og gav paa Veien sine Roersker
tilbage til deres Slægtninge; kun Storfangerens Datter beholdt han som
sin Hustru. Der i hans Hjem hvile hans Been.
8. Om en Kivigtok. (Efter den mundtlige Fortælling.)
Ar-narsarsuak var meget smuk, og af den Grund beilede Storfangerne til
hende. Men hun havde fem Brødre, af hvilke den mellemste ogsaa
var en Storfanger, og da hun var deres eneste Qvinde, vilde de ikke
afsee hende. Da de saaledes vedbleve, fik hun omsider en
Slægfred-mand, og de bemærkede, at hun var frugtsommelig, men alligevel
elskede Brødrene hende. Engang var hun gaaet ud at hente Vand, og da
hun netop vilde træde ind i Huset, hørte hun sine Svigersker derinde
snakke sammen: »naar Arnarsarsuak engang faaer sig et Barn, mon
der saa skulde være nogen soin vil tage sig af saadant Udskud?«
Strax da hun hørte dette, satte hun sine Spande foran Indgangen og
løb sin Vei, flygtende fra Menneskene. Da Brødrene kom hjem traf
de ikke mere deres elskede Søster; deres Koner sagde, at de havde
ventet at hun skulde komme med Vand, men fundet hendes Spande
staaende foran Døren, uden at vide, hvor hun havde begivet sig hen.
Brødrene fandt hende heller ikke, hvormeget de saa søgte. Imidlertid
flygtede Arnarsarsuak ind i Landet, og altsom hun flygtede mærkede
hun at hun skulde føde og tilsidst tabte hun Bevidstheden. Da hun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
