Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 8. Om en Kivigtok, en Qvinde, som atter kom til Menneskene, blev gift og fødte Bjørneunger - 9. Om en Anginiartok eller forulykket Kajakmand, der vender tilbage til de Levende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
28
dem at forundres over de to store Bjørne ved Siden af Baaden, og
derpaa løbe op for at hente deres Vaaben. Men da Faderen raabte
til dem: »hvorfor ville 1 væbne eder, disse ere jo blot mine Børn,«
lode de sig berolige. Paa dette Sted bleve de Vinteren over, begge
Sønnerne bleve hér gifte, og de levede her godt. Naar Veiret
forhindrede de Andre, gik Bjørnene paa Jagt for dem. Efterat have
overvintret, droge de atter herfra, optagende nogle af de derboende
i deres Selskab, og vendte tilbage til deres egen Vinterplads, hvor
deres Been ogsaa kom til at hvile.
9. O ni en Anginiartok. (Efter den mundtlige Fortælling).
Da Kalerarmiok hørte, at det om Sommeren skulde være behageligere
nordpaa, reiste han med sit Sødskendebarn nordpaa og tog
Vinterophold paa Kitsigsorsuit-Øerne. Da han selv kunde trodse
hvadsomhelst Veir, men Sødskendebarnet ikke kunde reise sig, naar han
kæntrede, gav han denne en særegen Kajakpels, som kunde pustes
op saaledes, at naar han kæntrede kunde han ikke synke under
Vandet med Øverkroppen. Da de nu overvintrede paa Øerne, fandt de,
at den Nordenvind, som blæste der, ikke var farlig, men
Søndenvinden, som pleiede at være meget heftig kjendte de ikke. Engang
vare de ude med mange Kajakker i Følge, og der blev sat fast i
en Narhval; Veiret var mildt og saae meget truende ud. Da de vilde
sætte den anden Harpun i, søgte Dyret ud tilsøs og lokkede Kajakker
efter sig. Kalerarmiok saae efter sit Sødskendebarn, da han kun
nærede Bekymring for dennes Vedkommende; pludselig seer han
Vinden nærme sig sydfra, løftende Havets Overflade. Han raabte til
de andre Kajakker: »vor Fangst jager os ud i Fordærvelsen, seer!
hvorledes den kommer brusende hist.« Da de saae sig om kom
Stormen med det samme farende og indhyllede dem i en Sky af
Vandrøg. Kalerarmiok snørede Pelsen til paa sin Ledsager, og
saaledes styrede alle Kajakmænd nu ind ad Land til, idet de idelig raabte
alle i Forening for at holde sig sammen. Da Vandrøgen skilte sig
lidt ad, saae de noget stort komme tilsyne foran dem. De troede,
at det var Land, og søgte lien under Læsiden af det, hvor det
dannede en lille Bugt, men Kalerarmiok raabte til dem: »det er ikke
Land, men et stort lisfjeld, det vil falde ned over eder, Hygter
derfra, Landet er er ikke fjernt og I kunne sagtens magte Vinden, men
naar Søerne først reise sig, vilde de sikkert sønderbryde Iisfjeldet.«
Men de vilde ikke høre paa hahi, da de blot søgte at komme i Læ.
Kalararmiok hørte det brage, og da han saae opefter, slog Søen over
Iisfjeldet og nu hørtes pludselig et vældigt Brag. Det sortnede for
hans Øine, han droges ned under Søen og det blev mørkere og mør-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
