Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 10. Avatarsuak eller Nathan, som overvandt en Tupilek og blev Anginiartok
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
30
10. Avatarsuak, i Daaben kaldet Nathan. (Nyere
Fortælling fra Julianehaabs Egn, efter den mundtlige Fortælling). Hans
Bedstefader, Avatarsuak siges at have været en stor Viismand. Det
var ham som opdrog Sonnesønnen (hans Navne) fra dennes tidligste
Barndom af, da Faderen nemlig døde. Da han kom til Fornuft,
an-saae han ham ogsaa for sin rigtige Fader. Bedstefaderen pleiede at
formane ham, at han ikke maatte tilføie den ringeste Hund
nogensomhelst Skade, og ligeledes, at han aldrig maatte svare de Gamle
med Vrede, selv om de skjændte paa ham skulde han finde sig i det.
Det var nemlig fordi han vilde opfostre ham til Angerdlartugsak.
Han fulgte ogsaa nøie sin Bedstefaders Formaninger, og under sin
Opvæxt voldte han aldrig nogen Hund Fortræd. Da han havde faaet
Kajak, mærkede han, at hvergang Bedstefaderen hjalp ham ud i
Vandet, hørte han denne fremsige noget, og naar han saae sig om, havde
den Gamle blottet sit Hoved ved at trække Pelshætten ned til om
bag Ørene, men skjøndt han lyttede til det, han fremsagde, forstod
han dog ikke et eneste Ord deraf. Paa den Tid, da han begyndte
at fange Sælhunde, døde Bedstefaderen og han var nu ene og havde
sin faste Vinterplads paa et Sted, hvor Sydlændingene maatte forbi,
naar de skulde paa Handelsreiser. Det var dengang da der endnu
kun fandtes Kjøbmand ved Pamiut. Endelig hændtes det, at to
Kajakmænd kom forbi ham paa Reisen til Handelspladsen, men da han
forgjæves ventede dem igjen paa. Tilbsige veien, erfarede han sydfra, at
de vare borteblevne og at man mistænkte ham for at have dræbt dem.
Senere gik han i Kajak nordefter for at fange en Fjordsæl, som han
behøvede til Kajakblære; det var blikstille Veir, saa at han rundtom
kunde høre de større Sælhundes Aandepust som ganske nær, men
han saae ingen Fjordsæle og kom derfor dybere og dybere ind i
Fjorden. Da mærkede han at en dukkede lige fra Dybet af op tæt ved
ham, og slog ovenpaa hans Kajak man tænke sig, det var en
Tupilek. Den sagde til ham: »jeg længtes saameget efter Indvolde,
det var godt at jeg traf dig ene i Kajak, nu skal jeg ret strax æde
dine Indvolde.« Medens han neppe kunde røre sig af Skræk,
mærkede han, at den krøb op bag paa hans Kajak, bestandig
gjentagende: »jeg skal strax æde dine Indvolde,« og med det samme
tyngede den saaledes at Kajakkens Forstævn hævede sig høit iveiret og
at han selv var nærved at synke under Vandet, aldrig havde han, der
ellers pleiede at tage Sortsider ovenpaa sin Kajak, ført en saadan
Last. Da han var aldeles kraftløs kæntrede han først over paa
venstre Side, men han forbausedes ved at mærke, at hans Aare stødte
mod noget nede i Vandet, skjøndt han var midt ude paa Dybden.
Derved reiste han sig, men kæntrede saa over til den anden Side,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
