Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 13. Om en Gjenganger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
37
13. Om en Gjenganger. Paa Pisigiik (en O lidt norden tor
Godthaab) levede Alaja med 2 Søskende, henhørende til lmaneks (see
I. Side 310) Tilhængere. Engang om Efteraaret var der fra denne
0 gaaet en Baad over paa Fastlandet for at samle Bær, og da den
kom tilbage igjen, manglede en af Qvinderne, hun var nemlig bleven
borte for dem. Herover blev deres mandlige Slægtninge uenige, og
da Kajakmændene kom hjem, gave de sig til at slaaes; thi den
Borteblevne havde mange Slægtninge, og disse vilde til Gjengjæld dræbe
en af de andre Qvinder, som havde været med efter Bær. Den
følgende Dag droge flere Baäde bort fra Pisugtik, idet Beboerne vilde
skilles ad og opsoge nye Bopladse; saaledes blev Pisugfik, som havde
været stærkt beboet, fra nu af mere folketomt, alene for hin Qvindes
Skyld. Blandt de Bortreisende vare Alaja’s Slægtninge, som toge
Ophold paa Napasok. Engang hændtes det paa dette Sted om
Vinteren, at et ungt Menneske ved Navn Usukutok, som var gaaet paa
Ilypejagt, udeblev. Det var stærkt Sneeveir, nogle mente, at han blot
havde forvildet sig, og efter hedensk Skik søgte de ikke efter ham,
men alle de andre bleve oppe og vaagede. Endelig ved Daggry hørte
de Sneen knage og han traadte ind i Huset; men den smukke
Ungersvend havde faaet, et ganske forandret Udseende og var bleven heelt
bleg og gusten — man tænke sig! de boltspillende Sjæle vare farede
ned paa ham og havde ført ham bort med sig. Da han kom ind, bød
man ham noget at spise, men han sagde: »jeg vil ikke have noget,
først maa jeg fortælle, Tænk engang! jeg har seet vore (Hedenfarnes)
Sjæle, som spille Bolt med Hvalroshoveder. De kom til mig, og vare
fæle at see til, og ikke værd at have med at gjøre; de havde hverken
Kjød eller Blod, og Øinene hang ved deres Baand ud af Hovedet.
De omringede mig og førte mig med sig gjennem Luften, men altsom
vi hævedes op fra Jorden hørte jeg yndig og opmuntrende Sang, og
jeg saae en stor Lysning nærme sig hist oppe fra, og da den kom
nær, saae jeg midt inde i Lysningen nogle Skikkelser (saa hvide)
som Maager, og deres Stemmer vare saare velklingende og glædelige.
Da disse nærmede sig til vore (de Udøbtes) Sjæle, flygtede disse og
gave Slip paa mig og jeg kom atter ned til Jorden, men havde hine
ikke været der, vilde jeg sikkert ikke være bleven frelst. En af dem
1 de hvide Klædebon sagde til mig: »dersom I ikke lade eder døbe,
saa seer du hist, hvorledes I alle ville blive, thi hine ere de Udøbtes
Sjæle, men dersom I lade eder døbe, ville I blive os lige.« Da
Ynglingen havde fortalt dette, føiede han til: »til Sommer skulle vi alle
lade os døbe,« og fra den Tid af kom han til Kræfter og antog sit
tidligere Væsen igjen. Nu hændtes det den samme Vinter, at efter
Solhvervstid blev Alaja’s Moder syg. De prøvede at helbrede hende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
