Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 16. Manguaraks Besøg paa Maanen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
43
sort Plet paa Siden. Da de koin til Slæden loftede Maaneaanden
Manguarak op paa den, sprang derpaa selv op og pidskede paa
Hunden, som foer tudende afsted. Først kjørte de paa deri flade Iis lige
ud tilsøes i flyvende Fart, men da de kom længere ud, mærkede
Manguarak, at de løftedes op og fore hen igjennem Luften. Han tænkte
da: »ak! jeg kommer vist aldrig mere tilbage,« men uden at lian
havde sagt et Ord, svarede den Anden: »vær du kun rolig, du skal
snart komme hjem igjen.« Fra det Øieblik af løftedes de
bestandig høiere i Veiret, indtil de midt om Natten tik Øie paa et høit
Land. Da de naaede det, satte førs tHunden sin Fod paa Jorden
dernæst kom Slæden og de kjørte gjennem en stor Dal, som var heelt
bedækket med Snee. Et Stykke hen i Dalen saae han at de skulde
forbi en mørk Klippe, der gaves ingen anden Vei. Da de nærmede
sig til denne sagde Ledsageren: »jeg pleier kun sjeldent at faae
Besøg, men kommer der saa en sj&lden Gang en Gjæst, saa tragter den
fordømte Beboer af hiint Fjeld ham efter Livet, nu vil du faae
at see, naar hun kommer grinende, med sit store Fad i Haanden,
indeni det ligger hendes Kniv, en mager Ulk hænger ned fra hendes
Skræv, og hun raaber ikke andet end: kPoor, Poor, Poor. Det er
nemlig blot for at vække Latter, men du maa ikke vise det ringeste
Smiil, thi ellers vil du faae at see, at hun strax tager Indvoldene ud
af dig.« Da de kom hen foran den sorte Klippe, hørtes der Latter
og en fæl gammel Kjælling kom tilsyne, dette var Erdlaveersiniok.
Hun holdt en stor Træbakke i Haanden og lagde sin blodige Kniv i
den, ned fra hendes Skræv dinglede der en mager Ulk og hun raabte
ikke andet end: mit Skræv, Poor, Poor, Poor. Da hun kom lobende
slog Maanen efter hende ined sin Pidsk, men hun undveg Slaget og
hoppede ved Siden af Slæden, søgende at faae Manguarak til at lee,
for at kunne udtage og opæde hans Indvolde. Uden at hun endnu
havde forladt dem, hk de Øie paa et lille Huus, og da dette kom
tilsyne pidskede han atter ad hende, hvorpaa hun løb sin Vei. Da
de vare komne ind i Huset og toge deres Pelse af, hørtes Latteren
atter. Maanen sagde: »det er fordi hun gik Glip af dig og ikke tik
noget af dig at æde.» Hun hørtes dumpe ned i Indgangen og slæbe
sig igjennem Hunsgangen under bestandig Skoggerlatter, hvorpaa hun
skubbede sit Fad foran sig op igjennem Opgangen. Maaneaanden
ud-skjældede hende og sagde: »aldrig pleier jeg at see Gjæster hos mig,
og kommer der saa engang en enkelt en, saa har hun denne tossede
Vane, at hun altid vil være med.« Med disse Ord reiste han sig og
sparkede til Fadet, saa det faldt kladskende ned i lluusgangen, men
saa gav Erdlaveersiniok sig først rigtig til at grine, søgte sin Kniv
frem, lagde den i Fadet og skubbede dette atter op igjennem Op-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
