Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 26. Isigarsigak, som reiste til Akilinek og blev uhyre gammel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
K6
rigtignok gjerne af Hengivenhed for sin Broder have ladet dem drage
deres egen Vei, men da det ikke var hans Fødeland der, og da han
gjerne vilde lægge sine Been i sit eget Fødeland, gav ogsaa han sin
Baad et dobbelt Betræk. Saa droge de da paa een Gang atter alle
afsted igjen, dog først da det var ganske stille og ikke en Sky paa
Himlen, begav de sig paa Veien. Isigarsigaks bragte da ogsaa deres
Reisegods ned, gjorde sig færdige og fulgte efter, men medens han
sad og styrede og netop var kommen lidt fra Land, sagde han til
Roersker: »nu falder det mig ind, jeg har rigtignok glemt at vi skulde
dele vort Ilelbredsmiddel.« Han vendte da 0111 og udlossede Baaden
igjen, medens Broderen stod ovenfor og ventede. Han fremtog en
lille ældgammel Kiste, aabnede den og udtog noget som lignede et Stykke
Kul fra et Kogested, det var nemlig deres fælles Amulet. Den deelte
han midt over og gav Broderen Halvdelen, og denne tog den. Derpaa
ladede han atter Baaden og styrede tilsøes, medens han saae sig om
efter Broderen, der stod paa Næsset og betragtede ham, iført sin
skinnende hvide Rensskindspels; han skulde aldrig mere see ham,
derfor vendte han ikke Blikket fra ham, før han ganske var svunden
af Syne. De kom da heldig til Land igjen, uden at faae Blæst.
Isigarsigak begyndte saa at leve og drive Fangst sammen med sine
Børn. Men Børnene bleve og gamle og døde kort efter hverandre
Isigarsigak drev da Fangst sammen med sine Børnebørn og var lige
kraftfuld endnu. Ogsaa Børnebørnene bleve gamle, og da var det
først, at han begyndte at tabe sin Behændighed. Hans Børnebørns
Børn havde deres Glæde af ham, thi der fortælles at Isigarsigaks
Yndlingsplads var et høit og bredt, rødligt Fjeld, paa hvilket mange
Maager byggede, og naar de droge hen under denne Bratning, pleiede
Børnebørns-Børnene at sige: »Isigarsigak, vi ere her under det Fjeld,
som du ynder saameget, lad os høre dig synge,« det var nemlig fordi
han pleiede at synge, efterlignende en Ömmerts Skrig, og da han
havde en god Stemme, havde Børnebørns-Børnene deres Glæde af
ham. Da nu Børnebørns-Børnene havde været som hans Jævnaldrende,
døde for tredie Gang ogsaa de bort efter hverandre. Derefter pleiede
Børnebørns-Børnebørnene at drage ud med ham, idet de lagde ham
ned i Baaden og passede ham som et lille Barn. Den stærkt
byggede Mand var nu skrumpen sammen næsten som et Pattebarn, han
tog kun ganske lidt Næring til sig, og til at iagttage hans Aandedræt
brugte de et lille Duun foran hans Næsebor. Naar de saa kom
nedenfor Fuglefjeldet, raabte de: »Isigarsigak, vi ere nu ved Fjeldet som
du elsker saa meget, syng lidt for os.« Naar de saa lyttede til
ham, kunde de høre en ganske svag Lyd som Stemmen af Teist.
Tilsidst begyndte han at suge paa Kanten af sit Sengedække, En-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
