Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 26. Isigarsigak, som reiste til Akilinek og blev uhyre gammel - 27. Anartok, som forulykkede i en Indsø og blev optagen blandt Laxene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
delig engang da de førte ham ud og passede ham paa samme Maade,
gik de paa Land og bemærkede da, at Dunet ved hans Næse ikke
bevægede sig, nu var han endelig først død. Der siges at
Isigarsigak ikke havde sin Lige hertillands i Henseende til Ælde,
han blev ligesaa gammel som Nivnigtak. Hans yngre Broder har
dog formodentlig endnu overgaaet ham, men ham har man senere
intet hørt til. Det er gjennem ham at vi ere beslægtede med Beboerne
af Akilinek.
27. An ar tok, som kom blandt Laxene. (Efter den
mundtlige Fortælling). Der fortælles at en Olding havde en eneste Søn ved
Navn Anartok, som var en vel øvet Kajakroer. Naar han øvede sig
i at kæntre rundt, og var kjed af at kæntre rundt paa almindelig
Maade, pleiede han (med Bunden af Kajakken opadvendt, at glide
ud af den og) at dukke op ved Siden af Kajakken, derpaa atter
dukke under, krybe i Kajakken (nedenfra under Vandet) og saa atter
reise sig med den. Da Faderen pleiede at see ham udføre dette,
nærede han ingen Bekymring mere for ham. De havde en
Yndlings-fjord, i hvilken de pleiede at drage paa Rensjagt. Men nu var der
blandt deres Slægtninge nogle som forstode sig paa Hexeri, og da
de misundte dem, lavede de et. Rensdyr, som skulde bringe ham
Døden. Engang vare de saaledes i deres Yndlingsfjord og den Gamles
Søn drev Jagt paa svømmende Rensdyr; engang da Rensdyrene vare
komne ud i Vandet, roede han efter dem og da han havde dræbt
nogle af dem, var der omsider eet tilbage. Han roede hen imod det,
men da han kom til det, sparkede det til ham med Bagbenene og
kæntrede ham. Da han vilde reise sig, sparkede det atter og da
han var nær ved at drukne, krøb han ud og dukkede op ved Siden
af Kajakken, fik atter trukket Veiret og krøb derpaa efter sin
Sædvane i Kajakken og reiste sig igjen, men blev saa atter sparket og
forsvandt omsider. Den stakkels Fader stod paa Land og saae til,
hvorledes han efter at være forsvunden og druknet atter en Tidlang
svømmede ovenpaa; i sin Bedrøvelse over at hans Søn var sunken
ned i Indsøen, gruede han for at skulle reise ud ad Fjorden. Men
omsider, da Jorden begyndte at fryse, sagde han til sine Ledsagere:
»det faaer ikke hjælpe, vi maae dog forlade ham,« hvorpaa de
forlode Fjorden under lydelig Graad. Da han saa var kommen til sin
Vinterplads drog lian ikke mere op i Fjorden. Imidlertid havde
Sønnen, da han sank tilbunds, ganske rigtig tabt Bevidstheden, men
kom saa atter til sig selv og mærkede at han var bleven optaget
blandt Laxene. Det blev Vinter, Indsøen frøs til, Anartok begyndte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
