Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 29. En stor Angakok. — Umiarissat. — Fiskeanden, som hentede sine Æg igjen - 30. En Angakok, som berøvedes sin Evne af en Fiskeand - 31. Om en Igdlokok
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
71
Æggene ligge i Kajakken) og hentede dem igjen og da jeg fik dem alle
tilhage, vil jeg ikke ihjelskrænime eder. Nu kunne I sove uden Frygt.«
Med disse Ord gik han ud. Derpaa følte Angakokken sig pludselig
lettet. Tilvisse, havde han ikke været Angakok, saa vilde de
være-omkomne ved Umiarissat eller ihjelskræminede.
30. Der var engang en stor Angakok, som forstod sig paa
Sælhunde i alle Maader. Naar han jagede, kunde han see hvad Vei
de toge i Dybden og forstod at lægge sig med sin Kajak netop der,
hvor de vilde dukke op. Men engang fandt han paa en O i en
Maagetue en Mængde Fiskeandeæg. Han tog dem med sig i sin
Kajak, roede hjem og fangede underveis en Sælhund, af hvilken han
efter Hjemkomsten lod Brysterne koge, men han glemte Fugleæggene.
Derpaa lagde han sig af Søvnighed paa Brixen men kunde dog ikke
falde i Søvn. Da. saae han en gammel Hun-Fiskeand, som kom
flyvende over ham og sagde: »den nedrige Angakok, netop da vi skulde
opkalde (vore Børn) efter vor Svigersøn, har han borttaget dem, hvad
nm man berøvede ham hans Angakokviisdom.« Derpaa svævede den
rundt og ned imod Kajakken. Angakokken følte sig da pludselig
ligesom lettet, han mindedes Æggene og vilde gaae hen at tage dem,
men da vare de borte. Fuglen havde dem tilbage. Efter den Tid
havde han ganske tabt Evnen til at see Sælhundene i Dybden, og
maatte senere regnes blandt de middelmaadige Erhververe.
31. O in en Igdlokok. (Efter den mundtlige Fortælling). To
Sødskendebørn boede i Mundingen af en Fjord og fulgtes af gjensidig
Kjærlighed altid sammen. En Morgen var den stærkeste og dueligste
af dem gaaet ud noget tidligere, og da den anden kort. Tid derpaa
fulgte efter ham, gaaende langs med en Fjeldryg, opdager han —
hvilket skrækkeligt Syn! — en Bjørn, nemlig en af de (ved
Trolddom konstig) lavede, som havde hans Sødskendebarn , ham der var
dueligere og stærkere end han selv, foran sig, havde flaaet Huden af
af ham og ventede nu paa at han skulde blive kold, for at fortære
ham. Ved dette Syn vilde han først til at flygte, men blev saa
optændt af Forbittrelse over Uhyret, der havde dræbt hans elskede
Sødskendebarn, at han foer løs paa det, bevæbnet med fem Pile, som
han afskjød paa det. Da han havde opbrugt Pilene, begyndte Bjørnen
stærkt at bløde og omsider forblødte den sig og døde. Da den var
død, gik han hen til sit Sødskendebarn, bedækkede ham atter med
hans Hud og tog ham med sig hjem og begrov ham. Derpaa gik lian
ind i sit Huus og holdt af lutter Bedrøvelse op med at gaae paa
Fangst. Først da Vinteren var forbi, om Foraaret lavede han sig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
