Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 37. Besøg hos Kæmpemenneskene - 38. Det fæle Syn - 39. Ak’igsiaks Sønnesøn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
79
og begge Pleieforældrene døde og begravede under samme. Han reiste
da tilbage og lagde sine Been paa Akilinek.
38. Det fæle Syn. Et Barn ved Navn Kutdliarsuk
forstyrrede sine IJuusfæller om Natten ved sit Skrig. Moderen raabte paa
at man skulde give hende noget at stille ham tilfreds med.
Pludselig kom der en stor Arm frem under Brixen, tegnet med Striber,
og i Haanden holdt den en Hund, der var heelt blodig indtil Øinene,
og en Stemme sagde: »her er Legetøi for Kutdliarsuk.« Forfærdet
tlygtede alle Husets Beboere bort og bosatte sig paa en anden Plads.
Men efter tre Aars Forløb flyttede de atter til hiin Plads skjøndt
deres nye Naboer fraraadede dem det. Man hørte da ikke fra dem
en heel Vinter over. Om Foraaret gik to Kajakker hen at see til
dem. De fandt at Baad og Kajakker laae urørte og intet Menneske
saaes ved Huset. Den ene Kajakmand tog Mod til sig, gik op og
kigede ind ad Vinduet, men kom strax forfærdet tilbage, stødte fra
Land tilligemed sin Ledsager, og først, da de havde fjernet sig et
godt Stykke, fortalte han, at han havde seet- hele Gulvet i Huset
oversvømmet af Blod.
39. Ak’igsiaks Sønnesøn. Langt nordpaa ved Ilulissat
boede der en Storfanger, som holdt meget af at høre paa Fortællinger
og derfor gjerne modtog Besøg af gamle Folk. Engang kom der en
saadan gammel Gjæst og sagde blandt andet: »du veed da at du
har et Sødskendebarn, det er rigtignok ikke nær herved, men saare
langt sydpaa, at han har sin Bolig.« Ved at høre dette fik han strax
Lyst til at reise hele Sommeren over, overalt forespørgende sig efter
sit Sødskendebarn, men forgjæves. Omsider havde allerede Frosten
indfundet sig, da han traf nogle Folk, som sagde, at i den næste
Dagsreise vilde han nok kunne naae ham. Dagen efter, da han bøiede
om det sidste Næs, saae han ogsaa ganske rigtig et Huus og styrede
dertil for at see sin Slægtning, der var Gjenstand for hans
Forventninger. Men da de saa stødte til Strandbredden, var det en rigtig
elendig Stakkel, der kom dem imøde. Der saaes hverken Baad eller
Telt, og oppe bag ved Huset laa der kun en gammel indtørret og
ubrugelig Kajak. Sælhundekjød var der ikke at tænke paa, og det
var alt det at Staklen havde nogle tørrede Lodder at beværte de
Ankomne med. Da Nordlændingen havde slaaet Telt op indbød han
Sødskendebarnet til sig og beværtede ham med alleslags Retter.
Sydlændingen sagde: »det er nu for sildigt for eder at bygge Huus,
flytter derfor ind til mig for i Vinter.« De indrettede da Huset for
begge og nu begyndte Nordlændingen at gaae efter Sælhunde og bragte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
