Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 39. Ak’igsiaks Sønnesøn - 40. Anertorsuak. Flugt mod Nord. Sønnens Reise til Akilinek. Kamp med en Avarkiarsuk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
mede sagde blot: »der er nok en Mand som har Spæk, vi ere atter
i stor Forlegenhed for Spæk, for mange Aar siden var det samme
Tilfældet, nu ere vi atter i stor Trang.« Sydlændingen skar i Hastet
heelt Bugstykke ud af sin Sælhund og bød ham det. Den Fremmede
sagde: »takket være du kjære, fordi du færdes saa vidt omkring, i
min store Forlegenhed har du hjulpet mig.« Dermed satte han sig
lige ned paa Isen, og alt medens han snakkede, fortærede han hele
Stykket. Han sagde: »nu duer jeg ikke mere til noget, min Smule
Styrke er opslidt og jeg er ganske afkræftet af Mangel paa
Fedt-spise.« Sydlændingen, som havde seet den uhyre Hurtighed, hvormed
den store Mand var kommen, tænkte: naar han nu taler om
Afkræftelse, hvad maa han saa ikke have været i sine Velmagtsdage. Den
Fremmede fangede derpaa selv tre Sælhunde, gav Sydlændingen et
Stykke og sagde: »du har beværtet mig med Spæk, da jeg trængte
haardt dertil. Til Gjengjæld vil jeg nu fortælle dig noget.« Derpaa
fortalte han, hvorledes han i sine yngre Dage havde dræbt en stor
Onn, ligesom Ak’igsiak (— ganske som I., Side 61—62 —).
Derpaa gjorde han sine Sælhunde færdige til at slæbes og sagde: »havde
jeg nu været som i fordums Dage, saa vilde jeg naae hjem endnu før det
blev mørkt. Jeg kunde dog nok endnu have Lyst til at vise mig,
skjøndt der ikke er stort mærkeligt ved mig mere. Jeg er Ak’igsiaks
Sønnesøn, takket være du kjære, fordi du bespiste mig med Spæk,
da jeg trængte dertil, men nu skal du dog engang betragte mig, jeg
vil nu drage afsted efter min vante Skik.« Dermed gav han sig til
at løbe, og kort efter saaes han i en Frastand som en Ravn der
svæver hen over Jorden. Men Sydlændingen gik hjem og fortalte
dette til sin Slægtning, som næste Aar atter reiste tilbage til sit
Hjem, hvor han ogsaa lagde sine Been.
40. Aner torsuak havde ingen Sødskende, men derimod mange
Sødskendebørn, med hvilke han boede sammen. Engang fangede de i
Forening en storspragled Sælhund. Men det var paa den Tid, da de
ikke deelte i Fællesskab, men enhver vilde tage det meste han kunde.
Da de saaledes flensede sammen, hændtes det at Nogen skubbede til
Anertorsuak, saa at han faldt over paa en af sine Sødskendebørn,
kom til at jage Kniven i ham og derved dræbe ham. Den dræbtes
Brødre havde nær strax hævnet sig paa Anertorsuak, men da han
oplyste dem om at det var skeet uforsætlig, lode de ham foreløbig
gaae. Men fra den Tid af havde han dem dog til Fjender, og
saa tidligt som muligt brød han op om Foraaret og flygtede
nordpaa, eftersom der siges, at der er mindre Plads til at undflye
syd-efter. Han havde i sin Baad en Fiskeand som Amulet, ved dens
Rink: Eskimoiske Eveutyr og Sag«. II. «
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
