Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 51. Ariagsuak, der ihjelskræmmede sine Fjender som Gjenganger - 52. Om en Tupilek
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
91
51. Ariagsuak var en udmærket Fanger og Rensjæger. Han
blev misundt at’ mange Folk, som boede paa Nabopladsen, og som
ofte indlode sig i Syngestrid med ham, men ogsaa heri viste han sig
stadig som deres Overmand. Derimod havde han en Yen ved Navn
Kuavek, som altid holdt sammen med ham. Engang hændtes det, da
de vare paa Rensjagt sammen, at Ariagsuak blev syg, hurtig
forværrede sig og døde, hvorpaa de begravede ham der i Egnen af
Jagepladsene. Nu bleve hans Fjender ret overmodige og morede sig
endog ved at synge Spotteviser ved Graven over den Døde. Kuavek,
hvis Sorg derved endmere forbittredes, besøgte ofte Graven for at
græde ved den. Engang raabte han ved et saadant Besøg:
»Ariagsuak! reis dig, din Ven Kuavek kalder dig frem.« Da han havde
gjentaget dette hørte han ligesom en Flues Summen nede fra Jorden
af. Han gik hjem og talte ikke herom, men gjentog det samme flere
Gange, og med hver Gang blev Lyden stærkere. Tilsidst kom
Ariagsuak selv frem af Graven og kaldte paa sin Ven Kuavek, men denne
krøb saa strax i Skjul der i Nærheden. Kuavek havde nu gjort den
Døde saa aarvaagen, at hau reiste sig ved den mindste Lyd, Da
han havde bragt ham dertil, passede han engang paa, da den afdødes
Fjender skulde drage forbi Stedet, hvor de pleiede at bespotte den
Afdøde. Da den første Baad dreiede om Næsset og kom hen under
Graven, kaldte han paa den Afdøde, som strax viste sig og
skræmmede hele Baadens Besætning tildøde. Det samme var Tilfældet med
de følgende Baade, en efter den anden, alle den Afdødes Fjender
ihjelskræmmedes. Da Kuavek saaledes havde hævnet sin Ven drog
lian hjem til sin Vinterplads. Næste Aar følte han atter Længsel
og reiste med sine Huusfæller op i Fjorden, hvor han atter besøgte
Vennens Grav. Men saasnart deres Stemmer lode sig høre ved Graven,
lod ogsaa den Dødes Røst sig høre fra Dybden. Derover forfærdedes
de alle og gave sig til at flygte, men de havde en lang Vei at løbe
over Land, og den gik steilt opad. Den Afdødes Stemme nærmede
sig bag efter dem mere og mere. Omsider naaede de en stor Elv,
som de vadede over. Men da de fortsatte Flugten paa den anden
Side af Elven, hørte de Stemmen ligesom standse og ikke komme
videre. Det var Elven som havde skræmmet Gjenferdet tilbage.
52. O ni en Tupilek. Nikouk var en stakkels gammel affældig
Mand, der ikke mere formaaede andet end at flske Ulke. Han boede
paa samme Plads som nogle Brødre, der alle vare stærke og
udmærkede Erhververe. Da disse undertiden holdt af Fiskemad til
Afvexling, brugte han sine Ulke til at tilforhandle sig et og andet af dem.
Engang hændtes det at Nikouk, da han var ude at fiske, saae en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
