Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 54. Kivakiarsuk, som lod Qvinderne omkomme paa Skjæret, traf paa Ingnersuit m. m. - 55. Saliviak, som traf paa Indlandsboer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
95
beboet af Sydlændinge, som fortalte, at de havde været paa Reise
nord efter, men vare standsede her fordi de de havde faaet Fjender,
nemlig Kernekassik’s, som boede inde paa Fastlandet ved Karajat.
Kivakiarsuk blev hos Sydlændingene og tog uden videre disse Brodres
skjønne Søster til Hustru. Han forbausede sine nye Svogre ved sin
Dygtighed i Hvalrosjagt. Ligeledes fangede han en Tunilik (et Slags
store Hvaldyr) og da han vilde slæbe det hjem, spottede hans Svogre
derover og forlode ham. Men han paakaldte sin Amulet, som var
en lille Lax, og strax fulgte Tunuliken, der var af Størrelse som et
Skjær, efter hans Kajak ligesom af sig selv. Han kom endog hjem
før Svogrene og havde Kjødet af sin Fangst kogt og lod det sætte
frem ved deres Ankomst, med Undskyldning for, at det var blevet
koldt ved at staae og vente saa længe. Imidlertid havde han ogsaa
faaet en Søn, som voxede op til en rask Kajakroer. Engang blev
denne Søn borte i Kajak. Kivakiarsuk, som var Angakok, begav sig
paa Aandetlugt og opdagede Sønnen hos Kernekassik’s, der holdt ham
fangen og piinte ham ved at hindre ham i at sove. Han drog derhen
med sine Svogre, dræbte deres fælles Fjender og bragte sin Søn med
sig hjem. Engang fortalte han til sine Svogre, at han kjendte en
Indlandsbo udenfor Kangersunek, med hvem han havde pleiet at prøve
sine Kræfter for at uddanne sig. Svogrene vilde gjerne engang med
ham hen at besøge denne, men han undskyldte sig med at det var
farligt, især paa Grund af Indlandsboens Evne til at fremtrylle Storm.
Alligevel overtalte de ham til at reise med dem derhen, men da han
brødes med Indlandsboen, faldt dennne omkuld og dræbte i Faldet en
af Svogrene. Da de droge hjem derfra, udbrød der ogsaa en heftig
Østenstorm. Kivakiarsuk vedblev bestandig at hjælpe sine første
qvindelige Paarørende. Ogsaa drog han ofte med sin Søn paa
Fjord-reise, da han frydede sig ved at see Landet grønt. Engang besteg
han med sin Søn Kammen af Kingitorsuak-Fjeldet, Der bad han
Sønnen forlade sig, og efter den Tid saae man intet mere til ham,
man siger at han forsvandt af Frygt for Svogrene, skjøndt disse havde
indrømmet at han var ganske uskyldig i hiin enes Død. Men fra den
Tid siger man at Isen begyndte at danne sig paa Kingitorsuak af det
Vand, han lod flyde.
55. Saliviak reiste som Barn med sine Slægtninge nordpaa.
Da de kom forbi Mundingen af en stor Fjord, raabte en Stemme fra
det Indre af samme: »lille Saliviak, du skal være min Pleiesøn.«
Men lians Bedstemoder reiste sig halvt op i Baaden og raabte:
»Saliviak er ikke opdraget til ingenting af sine Bedsteforældre.« Det
samuie gjentog sig ved tre Fjorde. Derpaa kom de til en ganske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
