Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 61. Et Barn taget af Amarsiniouk - 62. Tungujordlersaut, som foer vild tilsøes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
103
indfandt sig og slog ned paa Uhyrets Hoved. Da kigede den Gamle
frem af Posen og saae, at det begyndte at synke i Knæerne, og
engang, da det det bukkede sig, sprang han ud paa dets Skulder, lod
sig falde ned og og holdt Barnet fast i sin Favn. De vare da nær
ved lis-Landet, og Amarsiniouken flygtede til sit Huus, medens den
Gamle støttet til sin Stok, trykkede Barnet tæt op til sig og, stillende
det til Ro, vendte om og naaede Fjorden, hvor han atter traf Barnets
Fader. Denne tog imod sin Datter og ilede hjem med hende, idet
han sagde til den Gamle, at han skulde følge efter, da han jo selv
nu kjendte Veien. Ved Faderens Ankomst stod Moderen ved
Strandbredden og greb strax Barnet og gav det Die. Det holdt da vel op
at græde, men saae blegt og usselt ud og savnede sin vante Skik.
Da den Gamle kom, lod han om Aftenen Vinduerne tildække og
Lamperne slukke, manede og udsagde, at Aarsagen til at Barnet
manglede sin vante Skik, var den, at dets Sjæl endnu var hos
Amarsiniouken, og at han ligeledes vilde hente den. Dagen efter bortfjernede
han sig, men denne Gang kom han meget snarere igjen. Om Aftenen
lod han atter tildække og slukke, hvorpaa han indsatte Sjælen igjen
i Barnet. Da de atter belyste Huset havde det ganske faaet sin
vante Skik, smilede og gik omkring paa Gulvet. Men Forældrene
vidste ikke hvad de skulde gjøre af Taknemmelighed mod den gamle
Kelaumassok. De gave ham deres smukke Barnepige til Hustru,
skjænkede ham en Baad og optoge ham som Huusfælle. Indvaanerne
i den Bygd, hvor han tidligere havde boet, havde ringeagtet ham og
troet at skulle blive af med ham og at han nok skulde omkomme,
dengang han drog bort fra dem. Nu bleve de meget forundrede ved
at høre alt dette om ham.
62. Tungujordlarsaut var med en Ledsager tilsøes i Kajak
ved Søndenvind, som efterhaanden gjennem Vest dreiede sig om i
Nord, under tæt Sneefald. De bleve herved aldeles vildfarende og kjendte
ikke Retningen til Landet. Da de mærkede dette, kastede de strax
deres Fangst fra sig, efterat have udskaaret et stort Stykke af
Sælhundens Bug til Mundforraad. Derpaa roede og roede de i flere Dage
uden at tinde Land, og vare nær ved at omkomme af Tørst, da de
omsider kom til en Kant af meget høi Haviis. De vilde bestige den,
men da der ovenpaa Isen saaes en Mængde Bjørne, bleve de i deres
Kajakker og fangede Hvidfisk, som fandtes i Mængde langs Kanten
af Isen. Derved forsynede de sig med saameget Mundforraad, som
de kunde føre med sig, roede videre op og vedbleve saaledes atter i
flere Dage til de endelig fandt et Land, og ved at forfølge Kysten
kom omkring et Næs og fandt en Bygd. Da de bleve indbudte gik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
