Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 65. Kangnarsuak. Hungersnød - 66. En Udhavs-Tupilek - 67. Tivfarike. Det varslende Syn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
106
65. (Uddrag.) Kangnarsuak var samtidig med Usuganguak og
Moders Faders Fader til den som fortæller dette. lian var en Storfanger
og eneste Svoger til mange Brødre, som han og hans Hustru reddede
engang i en streng Vinter fra Hungersdød. I den samme Vinter, da
kun han alene gik i Kajak, mødte han ogsaa Kitorak fra Kangek
tilsøes og hjalp ham under Fangsten i Storm og streng Kulde. Da det
atter blev godt Veir, mødte han engang Kitorak, som roede lige løs
paa ham, fremtog en stor Slæberem og rakte ham den som en
Er-kjendtlighedsgave. Kangnarsuaks mange Svogre bleve forøvrigt syge
og døde efterhaanden, hvorefter han flyttede til Kangek. Under
Opholdet dersteds begyndte en Aften hans lille Søn at græde, og det
var ikke muligt for Huusfællerne at stille ham tilfreds. Tilsidst greb
hans Faster ham og satte ham udenfor, men i det samme flk hun Øie
paa paa et Menneske, hvis Ansigt var indhyllet i en Fangeblære.
Det var altsaa en Anginiartok, som Barnet havde været bange for.
Angakokken Ussuganguak (see II, 107) havde nemlig havt denne Dreng
som Sardliak (d. e. derved var han bleven klartseende).
66. En Udhavs-Tupilek. I de allerførste Tider, da Folk
begyndte at faae Skydevaaben gjennem Hvalfangerne, kom engang en
Kajakmand ved Iluilarsuk (nær Frederikshaab) hjem, havende sin
ladte Bøsse liggende i Kajakken, og fortalte, at han ude tilsøes havde
hørt en farlig Lyd i Vandet, som naar Luften bobler op fra et
omvendt Kar. Han bød sine Folk strax at kaste Ureenligheder ud ved
Landingspladsen. Om Aftenen i Maaneskin hørte de noget nærme sig
ude fra Søen af med forskjellige Stemmer, deels af Fugle deels af
Mennesker. Manden tog sin Bøsse og skjød efter noget som dukkede
op lige i Maanens Gjenskin paa Vandet. Der hørtes da en jamrende
Lyd, som efterhaanden tabte sig langt ud .tilsøes. Det havde været
en Tupilek fra det ydre Hav.
67. (Uddrag). Tivfarike laae paa Rensjagt i sin
Yndlings-tjord. Engang gik han ud, ledsaget af sin Tjenestepige Pusingmak.
Inde i Landet opdagede de pludselig i en Fordybning en lille sort
Mand i Kajakpels og med lige afklippede Haar. Han raabte til dem:
»Fordum, siger man, fordum da vor Bedstefader endnu ikke havde
mistet sine Hovedskjæl (d. e. som Barn), da var der Rigdom paa
Alker, nu vil der atter komme mange A-a-alker«. Derpaa gjentog han
ganske det samme om Sælhundene. Men de to bleve meget forskrækkede
og ilede tilbage. Da Tivfarike kom hjem , var hans Kone netop ved
at udaande. Det var hiint Særsyn som havde varslet hendes Død.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
