Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 103. Nyere Sagn fra Fiskernæsset. Hexeri. Geirfugl m. m. - 104. Karnernarsuak. Sværdfiskenes Hvalfangst - 105. Storfangeren, som døde af Glæde ved at see Solen - 106. To Brødre, som holdt meget af hinanden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
122
i det samme tabte sin Aare, greb lian Geirfuglen og brugte den som
Aare. Den samme Mand laae en Nat og sov med Hænderne
hængende ud over Kanten af Brixen, da han vækkedes ved at nogen trak
ham i Fingrene. Hans Kone reiste sig op og saae en fæl stribet
Arm komme frem af Gulvet under Brixen. Hun greb sin Kniv og
skar den løs fra hendes Mands Haand. Det var en Amarsiniouk, som
vilde have draget ham til sig. Det var efter de mange Mænds
Forulykken i Kajak, at Beboerne af Kilangait Øerne bortflyttede og
spredtes ad.
104. (Uddrag.) Karnernarsuak boede i Sermilik-Fjorden.
Naar Dagene længedes og Tunulik-Hvalerne skulde til at nærme sig
Landet, pleiede han fra Fjeldene af at iagttage deres Ankomst. Han
saae da hvorledes en Flok Sværdfisk forfulgte en Tunulik og tilsidst
forsvandt under Vandet tilligemed denne. Naar den saa dukkede op
igjen, var den besat med Sværdfisk ligesom med Haar. Naar den saa
atter dukkede under, roede han hurtig ud i Kajak, sænkede sin Kniv
ned der hvor de vare forsvundne og raabte nedefter: »giver ogsaa
mig mit Flensestykke.« Lidt efter kom der saa et stort Stykke Spæk
op af Vandet med Kniven stikkende deri. Han havde nok deraf for
Resten af Vinteren, og forsynede sig saaledes hvert Aar.
105. (Uddrag). En Storfanger paa Øen Aluk paa
Østkysten udmærkede sig for alle sine Landsmænd ved Kjærligheden til
sit Hjem, eftersom han ikke engang forlod det om Sommeren. Især
havde han sin Glæde af at see Solen staae op over Havet, idet den
gjentagne Gange først viser et Glimt som saa atter forsvinder.
Omsider tik han en Søn. Da denne voxede til, kunde han ikke modstaae
Lysten til at følge de Andre, naar de droge bort paa Sommerreiser.
Endelig fik han da engang Faderen overtalt, og de begave sig paa
Reise mod Vest. Men aldrig saa snart vare de naaede saa langt, at
Solen ikke mere stod op over Havet men over Landet, førend
Faderen med Bestemthed paastod ikke at ville reise videre og befalede
at de skulde vende om igjen den næste Dag. Da de omsider naaede
Aluk igjen og havde slaaet Telt op, var den Gamle tidligt om
Morgenen gaaet udenfor. De hørte først hans Stemme, men derpaa blev
han ganske stille, og da de kom ud til ham, laae han der og var
død i det samme Øieblik, Solen viste sig over Havet. Det var
Glæden som havde dræbt ham.
106. (Uddrag). To Brødre holdt meget af hinanden og
boede sammen. Men engang stødte den ældre til den yngres Hund,
saa at denne gav sig til at pibe. Derover kom de for første Gang i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
