Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 108. Den store Angakok Usuganguak ved Godthaab - 109. Barne-Uhyret, som aad sine Huusfæller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
125
pleiede da at lægge sig paa Gulvet foran Lamperne og sagde at de
skulde see til ham naar han jamrede sig. Naar de da saae til, var
var han ganske bleg af Blodtab, og naar de atter saae til, var han
ganske helbredet.
109. Barne-Uhyret. (Efter den mundtlige Fortælling).
Tun-gavik var et Pattebarn, som ikke kunde voxe, og som Forældrene
ikke kunde dysse i Søvn hele Natten naar deres Huusfæller skulde
sove. Men paa Vinduesbrixen havde et Par Forældreløse, Broder og
ældre Søster, deres Plads. Naar Tungaviks Forældre bleve søvnige,
gave de ham til disse, som passede ham til de andre vaagnede, saa
faldt han lørst i Søvn. Saaledes gik det hver Aften, omsider var
han 2 Aar gammel uden at voxe og uden at kunne tage en Bid.
Da kom Faderen engang hjem med sin Fangst, og da de
Forældreløse som sædvanligt skulde vaage over Barnet, lod Moderen dem gaae
ud og hente et Stykke Lever, og dette gav hun dem til at holde sig
vaagne med. Da de nu, vendte mod hinanden, begyndte at spise
Lever, gav Tungavik sig første Gang til at bede om noget. Da han
aldeles ikke havde kunnet tale, forbausedes Moderen og sagde, at de
hurtigen skulde give ham et Stykke Lever, da han nu endelig
begyndte at ville spise. Søsteren afskjar et Stykke, som lian
fortærede i to Mundfulde, hvorpaa lian bad om mere. Da han sagde, at
Stykkerne vare for smaa, gav Moderen ham selv et stort Stykke, og
saaledes vedblev lian at sluge det ene det andet indtil al Leveren
var fortæret. Da han endnu bad om mere, men Moderen sagde at
det var opbrugt, begyndte Tungavik, der hidtil ikke havde kunnet
tale, pludselig at snakke: «da du byder mig at tale, vil jeg fortælle
Følgende: »I Efteraaret da vi droge ud ad Fjorden og vi laae under
Baaden (der laa omvendt som Telt) slog Fader mig med en Narhval-
tand prrr......« Da Moderen hørte ham tale saa underligt, turde
hun af Skræk ikke reise sig op, men saa bukkede hendes slemme
Pattebarn sig ned over hendes Bryst. De Forældreløse blev bange
og flygtede tilbage til Vinduesbrixeu. Medens Huusfællerne, uden at
mærke til noget, laae og sov, begyndte Barnet at æde Moderens
Bryster. Det aad og aad til det havde fortæret sin Moder, og da det
nu vendte sig mod Faderen, vækkedes først Huusfællerne, forfærdedes
og begave sig paa Flugten. Den forældreløse Pige tog sin Broder
ved Haanden og førte ham ud, men de andre grebe dem og kastede
dem tilbage imod Tungavik, idet de sagde: »I Snavs Børn, som ingen
bryder sig om, lad ham kun opæde eder.« Imidlertid havde han
næsten opædt sin Fader og skulde have fat i en Anden, allerede
valder ikke mere end Benene tilbage af Faderen, da de Forældreløse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
