Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tillæg: Om Eskimoerne - II. Sprog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
—lse, —ning, —lig, men hverken i Henseende til Antal eller
Anvendelighed kunne de sammenlignes med de grønlandske, og afseet
fra dem danner man jo nye Ord ved Sammenstilling af selvstændige
Ord, men denne Sammenstilling er, man tør sige uden Undtagelse,
aldeles utilstedelig i det Grønlandske.
Begge Arter af Stammer deles med Hensyn til Endelsen i 1)
Nominalstammer, der have Betydning som Nominer, saaledes som de
ere. 2) Verbalstammer, der kun undtagelsesviis som Talemaader eller
med Betydning af Interjektioner kunne bruges med deres naturlige
Endelse, hvorimod de forøvrigt for at blive til virkelige Verber
behøve et Tillæg, som kunde kaldes Dannelsestillæg, og som tillige er
det der forandres ved Bøiningen, f. Ex. ajoĸ og pisuk,
ufuldstændige Ord, i hvilke der ligger en Forestilling om slet og Gang, ajorpoĸ
han er slet, pisugpoĸ han gaaer. Det samme Tillæg kan ogsaa
gjøre Nominalstammerne til Verber, men dog kun visse og med en
ganske bestemt Betydning, navnlig den af at erhverve f. Ex. âtâĸ en
Sælhund, âtârpoĸ han fangede en Sælhund.
Paa den her omtalte Maade udkommer der altsaa af Stammerne:
Nominer og Verber, men hertil indskrænke sig ogsaa næsten
Sprogets Taledele, thi der findes foruden dem egentlig kun nogle Partikler
eller ubøielige Ord, der dog ogsaa synes opstaaede af hine, hvorimod
de øvrige Taledele mere eller mindre ligefrem kunne henføres til de
to Klasser og navnlig Pronominer til Nominer.
Formlære: Bøiningen skeer ved visse Tillæg i Forbindelse med
mere eller mindre Lydskifte. Den angiver først Tallet: Enkelttal,
Total, Fleertal, og for Verbernes Vedkommende tillige Personer, f. Ex.
igdlo et Huus, igdluk to Huse, igdlut flere Huse, takuvoĸ han seer,
takuvugut vi see. Dernæst betegner Bøiningen, om den ene
Gjenstand skal forholde sig til den anden deels som Eiendom, deels som
Objekt. Naar Bøiningstillægene tillige omfatte dette Forhold, har
man vedtaget at kalde dem Suffixer, f. Ex. igdlua, hans Huus,
igdluvut vore Huse, takuvâ han seer det, takuvavut vi see dem.
Dernæst have Nominer, foruden den ligefremme Form, som de beholde
som Objekt og som derfor kaldes Objektiv, tillige en subjektiv Form,
som de erholde deels i Egenskab af Eiere (altsaa Genitiv) deels som
Subjekter i en transitiv Sætning, f. Ex. teriangniaĸ Ræven, teriangniap
Rævens, teriangniaĸ takuvâ han seer Ræven, teriangniap takuvâ Ræven
seer ham. For Nominers Vedkommende angiver Bøiningen fremdeles
det samme, som i andre Sprog opnaaes ved at sætte Præpositioner
foran dem, eller de saakaldte Casus locales, nemlig Localis, Ablativ,
Vialis, Terminalis og Modalis, f. Ex. nuname paa Landet, nunavtínut
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
