Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tillæg: Om Eskimoerne - IV. Religion - 5) Troen i dens Anvendelse paa Livet, Sæder og Skikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
•205
paa denne deres Magt ikke blev rokket i Tidernes Løb, tinder dette
vel sin Forklaring deri, at de havde en dybere Indsigt i Naturens
Love, ScLcL at de i Gjennenisnit bedre kunde forudsee hvad der vilde
skee; i deres egen levende Indbildningskraft og i Følelsen af deres
Magt har en saadan Indsigt hos dem selv fremstillet sig som en høiere
Indskydelse eller Hjælp, saa at de selv i Hovedsagen kunde troe paa
samme, om de end mere eller mindre maatte indsee, at en Deel deraf
var Blendværk, men nødvendigt, fordi Verden jo vil have det saa.
Forøvrigt have vi jo i det Foregaaende tilstrækkeligt antydet den
Magt, som de maatte have over deres Tilhængere i alle tvivlsomme
Livstilfælde, da de kunde udlede Aarsagen til Ulykker fra usynlige
Aander, og foreskrive hvad der maatte iagttages for at forsone disse.
Men denne deres Magt havde sit Høidepunkt i Hexeprocessen, som
vi og have antydet, fordi Hexeriet tillige var et Slags politisk
Forbrydelse eller Indgreb i Angakuts Herredømme.
Naar vi sammenligne Troen med det, som der er udviklet
angaaende Eiendom, Stand samt Lov og Ret, vil Forbindelsen mellem
begge snart være iudlysende. Først og fremmest maatte Forestillingen
oin de Afdødes Sjæle som Skytsaander for deres Efterkommere og
med deres som Pant efterladte Huusbønner og Amuleter
nødvendigviis hellige de Vedtægter, der bestemte, i hvilken Grad Nogen kunde
optages i det nærmere Eiendomsfælledsskab med, eller vente at blive
deelagtig i en Andens borgerlige Anseelse. Da ingen Opsparing af
Formue var tænkelig, var foruden den personlige Duelighed
Slægtskabet med den, som var i Besiddelse af samme, den eneste Vei til
at opnaae borgerlig Anseelse og det som skulde erskatte Formuen,
nemlig Hjælpen til Underhold. Men Slægtskabet med anseete Mænd
var efter Sigende ogsaa i ethvert Tilfælde tilstrækkeligt til at sikkre
Nogen en god Modtagelse overalt. Dernæst udgjøre jo de samme
Forestillinger om de Afdødes Sjæle Drivtjeren i den eneste Vedtægt,
hvorved der sattes en endelig Skranke for Lidenskabernes yderligste
Udartelse i raae Voldsgjerninger, nemlig Blodhævnen.
Til at sikkre den indbyrdes Forstaaelse og hindre Forurettelse af
den Svage, alt indenfor det Spillerum af Vilkaarlighed, som
Vedtægterne og de naturlige Forhold lode staae aabent, maatte blandt andet
Forestillingen om Hævnen ved Gjengangere, Kivigtut, Angiakker,
Serratit, Arnuat, og Tupilekker være virksomme, saameget mere som
Sagnet især lægger disse Midler i Hænderne paa de af Naturen Svage.
Naar Barnet strax efter Fødselen opkaldtes efter en Afdød, lagdes
der heri en dyb Betydning. Man meente derved at skaffe den Afdøde
Ro i Graven og troede paa et Slags Sjæleslægtskab mellem Navnerne, saa
at den Afdødes Egenskaber, ja endog Særheder gik over paa den Levende.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
