Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Første Møde med Mennesker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
op over Kløfter og ned igen med samme Fart og med samme smittende
Humør.
Men pludselig forstaar vi, hver fra sin Slæde, at noget maa have
strejfet Hundenes Næsebor. De taber Halerne, deres Halse bliver lan*
ge, og Snuderne stryger lige hen over Sneen for at fyldes med den Op*
dagelse, de netop har gjort. Vi har før kunnet holde Slæderne paa
Højde med hinanden og tale sammen; nu er snart den ene foran, snart
den anden, Farten bliver uregelmæssig. Vi styrter ned over en Bakke
mod et lille Sund, og saa standser Hundene med eet og ser sig forvirret
omkring. De har passeret Lugtstriben; nu kan de ikke vejre noget
mere, og de har intet Haab om at kunne opsnuse det Vildt eller den
Føde, som de før rettede Snuderne imod. Men vi maa kunne løse Gaa*
den! Vi springer af Slæden og løber hen mod en Stenrause, for her maa
Hundenes Hemmelighed vel skjule sig. Vi hopper fra Sten til Sten, og
nu kan selv vore sløve Næser lugte en sød Duft. Det er raaddent Kød,
og ganske rigtigt: Vi finder en hel Remmesæl fra sidste Foraar, for*
svarligt nedlagt i et Køddepot af mægtige Dimensioner.
Jeg tror, den største Charme ved Rejsen er den, at vi i Dagenes
Begivenheder bevarer en ufordærvet Barnlighed — en Evne til at op*
leve raat og oprindeligt, og derfor ser Arqioq og jeg nu paa hinanden
og raaber blot de selvfølgelige Ord:
„Endelig — endelig! Mennesker!”
Og vi bliver ved med at gentage dem, leende og kaade; for bag hver
Dag, der er gaaet, siden vi kom hertil i Midten af September, under
Jagterne i Oktober og November, har Mennesker været vor eneste
Tanke. Vi var ikke kommen herover for at fortsætte Livet i Grønland
og opleve de samme Jagtæventyr, som vi var vokset op under i vort
gamle Land — det var Mennesker, vi vilde finde, og sammen med nye
Mennesker ønskede vi at føje nye Skæbner til det daglige Liv.
En velfyldt Kødgrav er dog ikke en Boplads; men vi er paa den rig*
tige Vej, og da Glæden var afkølnet og Hundenes røde Gab var bleven
svalet i den kolde Sne, fortsatte vi vor Vej videre ind over Land for
at finde Passet, hvorfra vi kunde overse den Rute, vi vilde følge næste
Dag.
Da Solen stod højst paa Himlen, var vi endelig saa langt fremme, at
vi havde Udsigt over det aabne Frozen Strait til Southampton Island,
og vi kunde se, at en smal Stribe nylagt Vinteris laa som en hvid Bræm*
me langs hele Kysten vestover. Nedkørslen til Isen vilde være let, selv
for Slæder, tungt lastede med Hvalroskød, og vi kunde sætte over Halv*
øen paa mindre end en Dag.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
