Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IV. Takornaoq, den Menneskesky
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Min Mand og jeg var paa Rejse fra Igdlulik (ved Fury and Hecla
Strait) til Ponds Inlet, da han en Dag drømte om en Ven, der var
bleven ædt af sine nærmeste. Næste Dag brød vi op, og der hændte
det forunderlige, at vor Slæde Gang paa Gang kørte fast; men naar
vi saa efter, hvad der var i Vejen, var der ikke noget. Saaledes rejste
vi hele Dagen, og om Aftenen tog vi Land ved Aunerit (de smeltede
Steder). Om Morgenen gik en Rype hen over Teltet. Jeg kastede først
en Hvalrostand efter den, men ramte ikke. Saa kastede jeg en Økse;
den ramte heller ikke. Vi brød op, og der var saa dyb Sne, at vi
maatte hjælpe med til at trække Slæden.
Saa hørte vi en Lyd, vi ikke kunde forstaa. Det lød, som om det
var et døende Dyr, men sommetider lød det som en fjern Stemme.
Da vi kom nærmere, forstod vi, at det maatte være Ord. Først kunde
vi ikke forstaa dem; det var, som om de kom langt borte fra. Det var
Ord, der ikke lød som Ord, og Stemmen var sprukken. Vi lyttede og
blev ved med at lytte for at skelne de enkelte Ord fra hinanden, og
tilsidst forstod vi, hvad det var, der blev raabt. Stemmen knækkede
sammen mellem Ordene, men den forsøgte at sige:
„Jeg er ikke en, som kan leve mellem Mennesker mere; jeg har
ædt min Familie."
Min Mand og jeg kunde høre, at det var en Kvinde, og vi saa paa hin«
anden.
„En Menneskeæderske! Hvad vil der nu hænde os?" sagde vi.
Vi saa os omkring og fik Øje paa et lille Ly, bygget op af Sne
og et Stykke af et Renskindstæppe. Ved Huset stod der noget, der
lignede et Menneske; vi opdagede snart, at det var en Riffel, der var
stukket ned i Sneen. Men stadig hørte vi Stemmen mimre noget. Da
vi kom nærmere, saa vi et afgnavet Menneskehoved. Saa naaede vi hen
til Lyet, og her sad et Menneske paa Hug og vendte Ansigtet mod
os. Det blødte i Øjenvigene, saa meget havde hun grædt.
„Kikaq (du mit afgnavede Ben)," sagde hun, „jeg har ædt min æh
dre Broder og mine Børn."
•Hun kaldte sin Mand for ældre Broder; min Mand kaldte hun for
Kikaq.
Hun var kun Knogler og tørt Skind, og der syntes ikke længere at
være Blod i hende, og hun havde kun lidt paa, for hun havde ædt sin
Dragt, baade Ærmerne og alt det nederste. Min Mand bøjede sig over
hende, og hun sagde:
„Jeg har ædt din Kammerat fra Sangkampene."
r
Og min Mand svarede: „Du h’ar haft Vilje til at leve, derfor lever du."
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
