Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VI. Hos Aandemaneren Aua
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
stor Hund, der ligger tværs over Husindgangen og helt spærrer Vejen.
Man siger, at hun har været gift med den Hund, før hun blev bortført
af Stormfuglen. Den vil vise Tænder og brumme farligt som et bidsk
Dyr, der ikke vil forstyrres, for den ligger ofte og gnaver paa Knogler
af et Menneske, der lever endnu. Uden at tøve, uden at vise Tegn paa
Frygt skal Aandemaneren da skubbe den til Side og springe ind i Hu*
set. Her møder han Faderen, som vil prøve paa at gribe ham og
lægge ham ind sammen med de Sjæle, der soner deres Synder. Men han
maa skynde sig at sige: „Jeg er af Kød og Blod!“, saa bliver der intet
gjort ham. Som Tegn paa sin Vrede sidder Sødyrenes Moder med Ryg*
gen til sin Lampe, med Ryggen til alle de Fangstdyr, som hun ellers
sender langs med Landene; hendes Haar er som skyllet ned over hen#
des Ansigt og Øjne og uredt og pjusket. Straks skal Aandemaneren
tage hende i den ene Skulder og vende hendes Ansigt mod Lampen og
Fangstdyrene, stryge hende hen over Haaret og glatte det venligt til
Rette, og saa skal han sige:
„De deroppe kan ikke længere hjælpe Sælerne op af Havet ved at
gribe dem i Forlufferne.“
Hertil svarer Kvindemennesket: „Jeres egne Synder og Kvinders
letfærdige Omgang med Fødsler spærrer dem Vejen.“
Da maa Aandemaneren anvende al sin Kunst for at stille hendes
Vrede; men naar hun saa er formildet, tager hun Dyrene et for et og
lader dem falde ned paa Gulvet. Og nu er det, som om en Strømhvirvel
rejser sig ude i Husgangen, og Dyrene forsvinder ud i Havet; det be*
tyder Storfangst og Overflod.
Og det er da paa Tide for Aandemaneren at vende tilbage til de
Bopladsfæller, der venter ham. De kan høre ham komme paa lang Af*
stand; Suset af hans Fart gennem den Vej, Aanderne har aabnet for
ham, kommer nærmere og nærmere, og med et vældigt „Plu — a —
he—he!“ dukker han op ved sin Plads bag Forhænget: „Plu—plu“, som
et Sødyr, der med vældige Lungers Pres skyder op af Dybet.
Saa er der stille et Øjeblik. Ingen maa bryde denne Stilhed, før
Aandemaneren siger: „Jeg har faaet noget at sige!“
Da svarer alle i Huset: „Lad os høre, lad os høre!“
Og Aandemaneren bliver ved i Aandernes højtidelige Tale: „Ord
vil opstige.4
4
Og saa skal alle i Huset bekende de Brud paa Tabu, som de ha*r.
begaaet.
„Det er min Skyld maaske!4
4 raaber man i Munden paa hinanden,
Kvinder og Mænd, angst for Sult og Misfangst, og man begynder at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
