Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VI. Hos Aandemaneren Aua
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Driver, der hurtigt voksede ud fra hver Forhindring for Vindens vilde
Løb. Og nu begyndte Kampen for at finde hinanden.
Jeg aner, at Taparte har faaet sin Slæde klar og tumler et Sted
ude i Mørket, hvor hans Raab snart dør bort. Jeg havde været et lille
Stykke foran ham i den sværeste Skrueis og kan derfor ikke komme
saa hurtigt løs igen. Jeg maa lade min Slæde og mine Hunde blive,
hvor de er, og raver frem i Blinde, kravlende hen over optaarnede
Skruninger, medens jeg brøler Tapartes Navn ud for fulde Lunger,
for at han kan blive klar over, at han nu er foran mig. Men alle Raab
siuges af Stormen, og da jeg indser, at jeg ved at vove mig længere
bort let kan miste baade Slæde og Hunde, lader jeg mig blæse tilbage
igen til mit Udgangspunkt.
Nu gaar der en Timestid, uden at vi hører det mindste til hinanden,
og denne Tid bruger jeg til at orientere mig lidt; inden længe begynder
jeg at kunne genkende de højeste Skruninger, saa jeg tør forlade min
Slæde paa smaa Udflugter i forskellige Retninger.
Endelig hører jeg atter Raab fra Taparte; Vinden bærer paa, og
mit Navn slynges hen over Hovedet paa mig med en saadan Kraft,
at jeg tror, han staar lige ved mig. Jeg løber hurtigt frem for at gribe
ham, men falder i Mørket, rejser mig igen og raaber — men kun Stor#
men svarer. Vi er gaaet uden om hinanden, og jeg tør ikke forlade
det Omraade, jeg kender. Ofte synes vi at være blot nogle faa Meter
fra hinanden, men da Sneen slaar os i Øjnene og Stormens Voldsom#
hed hindrer os i at blive staaende paa samme Sted, kan vi stadigvæk
ikke faa fat i hinanden.
Men efterhaanden som Ansigtet bliver ufølsomt for Uvejrets Svø#
beslag, gør jeg min Cirkel større og større. Til Trods for Mørket ken#
der jeg flere og flere Isskosser, og da jeg hører et Raab og lynsnart
springer op paa en Barriere, ser jeg noget mørkt paa den anden Side
og lader mig falde lige ned i Favnen paa den leende Taparte.
Vi bestemmer os til straks at køre videre, idet vi efterlader den
ene Slæde og forener vore Spand. Det blev ikke nogen let Kørsel;
for hver Gang Vindstødene slog ned over os, slyngedes Hundene ud
af Kurs, mens vi selv klyngede os fast til Slæden, der tumledes om
som et Skib i oprørt Sø; snart blev Stævnen løftet i Vejret, snart for#
svandt hele Slæden mellem Isblokkene.
Det var med virkelig Glæde, at vi næste Morgen noget forkomne
traadte ind i Auas Snehytte, hvor alt var Varme og Hygge.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
