Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XI. Ur-Eskimoer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Avanés Sang.
Ak, jeg spejder, og jeg søger,
utaalmodig, fuld af Spænding,-
efter Vildren mellem Bakker.
Er jeg bleven sløv og gammel,
siden jeg forgæves jager?
Jeg, som eengang kunde skyde
med min Bue og min Pil,
staaende ret op, uden Anlæg,
saa en Tyr med brede Takker
tumled’ død omkuld fra Skrænten,
med sin Mule dybt i Leret..
Kun sjældent synger Kvinderne deres egne Sange, da man har den
ejendommelige Skik, at ingen Kvinde maa digte uden Opfordring fra en
Aandemaner. De maa som Regel nøjes med at synge Mændenes Sange.
Men i Tilfælde, hvor en Aand opfordrer en Kvinde til at synge,
kan hun frit træde ud af Koret og følge sin Inspiration. Af Bopladsens
Kvinder var der kun to, Aanderne havde udvalgt; den ene af dem var
Igjugarjuks første og nu forskudte Kone, den anden var Akjartoq,
Kinaliks gamle Moder.
Kivkarjuks Sang.
■Jeg er kun en lille Kvinde,
der gerne vil trælle,
der gerne med Glæde
vil slæbe og slide . . . .
Og i min glade Iver
efter blot at være nyttig
plukker jeg Pilens Rakler,
der minder mig om den store Ulvs Skæg.
Jeg holder af at gaa
langt, langt ud.
Mine Saaler bliver hullede,
mens jeg plukker Pilen,
hvis Rakler minder mig om
den store Ulvs Skæg . . . .
Gamle Akjartoqs Sang.
Jeg trækker Vejret dybt,
men mit Bryst aander tungt,
mens jeg kalder Sangen frem . . . .
Der gaar onde Rygter
om fjerne, sultne Bopladser,
der mangler Fangstdyr...........
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
