Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XI. Ur-Eskimoer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kanaijuaq besvarede Smædevisen med i Sang at beskylde Utahania
for Blodskam; men de skarpe Ord syntes ikke at have nogen Indflydelse
paa deres Venskab. Ganske anderledes virkede „Ordets Ondskab” paa
Utahanias Plejesøn, der en Dag blev skældt ud af sin Plejefader i føl#
gende Ord:
„Gid du maa dø! Du er ikke værd den Mad, du spiser!”
Dette tog Plejesønnen sig saa nær, at han erklærede, at han aldrig
mere vilde spise. For at gøre Pinen kort, lagde han sig om Natten under
Brikseskindet, nøgen paa den bare Sne, og frøs ihjel.
Midt under Festen blev det meddelt, at Aandemanersken Kinalik
vilde paakalde sine Hjælpeaander og rydde Vejen- fremover for alle
Farer. Det var Sila, der skulde raadspørges for at hjælpe en, der ikke
kunde klare sig selv. Al Sang forstummede, og Aandemanersken blev
staaende alene midt paa Gulvet med tætlukkede Øjne. Hun fremsagde
ikke Formularer, men vred undertiden Ansigtet i Smerte og kom til at
skælve over hele Kroppen. Det var hendes Maade at se indad paa, ind
i kommende Dages Hemmeligheder; alt gik ud paa at samle hele sin
Kraft og alle sine Tanker om det ene, at gøre’godt for dem, der nu
skulde ud at rejse.
Igjugarjuk, som benyttede enhver Lejlighed til at fremhæve sin
Stamme paa Bekostning af „Saltvands#Eskimoerne“, fortalte mig, at
deres Aandemanere aldrig sprang omkring paa Gulvet og gjorde Kun#
ster; de tog heller ikke deres Tilflugt til Mørke eller et særligt Aande#
manersprog; det eneste, man lagde Vægt paa, var Troværdighed og
Sandhed, og ingen her vilde nedværdige sig til at springe omkring paa
Gulvet og læspe i et saakaldt Aandesprog, blot for at faa Tilhørerne til
at tro paa alle de Urimeligheder, de profeterede om.
Da Kinaliks Vilje og Tanke havde naaet Kulminationen, blev jeg
anmodet om at gaa uden for Teltet og stille mig paa et Sted i Sneen,
hvor der ingen Fodspor var; her skulde jeg blive staaende, til man
kaldte mig tilbage. Paa dette rene og ubetraadte Sted skulde jeg ud#
stille mig for Sila, staa tavs og ydmyg med sænkede Øjne og ønske, at
Himmel, Vejr og alle Naturkræfter skulde lægge Mærke til mig og faa
Medlidenhed med mig.
Det var en mærkelig Form for Andagt, jeg her for første Gang
var ude for, og det var ogsaa første Gang, jeg gjorde Bekendtskab med
Sila som den gode Guddom.
Da jeg havde staaet ude en Stund, blev jeg hentet ind igen, og nu
havde Kinalik faaet sit naturlige Ansigtsudtryk og saa glad og straa#
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
