Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XII. Tilbage til Kysten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hjørne af Teltet. Vi gav os straks til kt koge The, og da alle havde
faaet saa meget, de overhovedet orkede at drikke, begyndte det at
kvikke dem lidt op, og de fik en Del af deres gamle Humør tilbage.
Der blev talt og let, og man syntes efterhaanden at glemme alle Li*
delser; og atter maatte jeg beundre denne Sorgløshed, som baade er
disse Menneskers Styrke og deres Svaghed. Her laa de ganske roligt og
sultede sig selv til Skeletter, blot fordi de haardnakket holdt fast ved
deres gamle Boplads og ansaa det for noget selvfølgeligt, at Fangst*
dyrene skulde komme til. dem. Det var, som om de ikke anede, at Ren*
flokkene strejfede om ikke langt fra deres Lejr.
Hilitoqs to unge Sønner var nogenlunde ved Kræfter, og vi fik over*
talt dem til at følge med os og forsøge en Jagt straks den kommende
Nat. Kanoen, som vi nu’ikke mere behøvede, blev efterladt, og i Stedet
for laante vi to Kajaker, hvormed vi skulde færge os over et sidste
farligt Vandløb, inden Igjugarjuk og Pukerdluk forlod os. Ved Af*
rejsen forærede vi Folkene i Teltet et Pund The og alt det Renkød,
vi havde faaet med som Hundefoder; desuden lovede vi dem, at de
unge Mænd skulde vende tilbage med lige saa meget Kød, de over*
hovedet kunde bære. Saa rejste vi videre ind over den store Tundra
syv Mand i Følge.
Efter fem Timers Vandring naaede vi op paa Toppen af et lille
Fjæld, og næppe havde vi indstillet Kikkerten paa en Slette, der bredte
sig nordover i Retning af vor Kurs, før vi fik Øje paa en Renflok paa
fjorten Dyr. Vi skød tre og lod et helt Dyr gaa tilbage til Suitelejren.
For en Grønlænder, der paa Renjagter er vant til at gaa Ugevis for
at søge efter Dyr, er det vanskeligt at forstaa, at man i dette vildtrige
Land giver saa let op. De Iagttagelser, vi gjorde paa denne lange Fod*
vandring, gjorde det imidlertid klart for os, at det ikke udelukkende
var Dovenskab, der var Aarsag i Ulykkerne. Jeg tror, at Indlands*
boernes elendige Sommerfodtøj maa have en stor Del af Skylden for,
at Jægerne færdes saa lidt i Landet. Man maa jo huske, at de ikke har
nogen Forbindelse med Sødyrene og derfor maa sy alt deres Fodtøj
af det tynde Renskind. Om Vinteren i den kolde, tørre Sne kan intet
være varmere og behageligere, men naar Tøbruddet kommer, og for*
vandler alt Landet til en sumpet Tundra, er afhaarede Renskind ubruge*
lige som Fodtøj. Skindet er saa tyndt, at alt bliver gennemvaadt, saa
snart man skal vade gennem Vand, og den Omhu, Kvinderne lægger
i deres Syning af Saalerne, nytter kun lidt, da selv et Par splinternye
Renskindsstøvler vil have fuldstændig gennemhullede Saaler blot efter
en enkelt Dags Vandring i Urfjældsterrain. Den Iver, hvormed man
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
