Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIV. Mødet med Kammeraterne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Landet. Af Dyreliv saa vi ikke ret meget, nogle enkelte Flokke af magre
Rener, hvoraf,det lykkedes os at skyde en.
Vort Tilbagetog var ikke heldigt. Det sidste Snehus var slaaet ned
af en Bjørn, der havde ædt vort Depot og spist et Par af mine Støv*
ler. Det andet Sted havde en Jærv boret sig ind og ædt af Hvalroskødet,
et tredie havde en Ulv hærget, et fjerde, hvori vi havde efterladt Kød,
havde Ravne gjort Indbrud i gennem et Par Huller i Taget, som vi
ikke havde opdaget, og de havde ikke blot ædt vort efterladte Perm
mikan, men ogsaa svinet alt til med deres Skarn. I et femte Hus havde
Ræve ædt alt, hvad der var, og vi havde saaledes haft Besøg af alle
de Dyr, man har noget at frygte af heroppe. Som Følge af disse Røve*
rier blev Maden knappere, Hundefoderet ringere og Fremfarten sløj*
ere, og fremad drog vi altid med en Aland foran Hundene et humør^
forladt Optog.
Paa det amerikanske Fastlands nordøstligste Kap, af Parry kaldet
North East Cape, traf jeg en Varde, bygget af ham. Der fandtes ingen
Beretning, men Beskrivelsen, som de berømte engelske Opdagelsesrej*
sende har givet, passede til Punkt og Prikke. I Vest saa jeg Amherst
Island og Liddon Island. Jeg stod med Captain Lyon s Landtoninger i
Haanden og genkendte let det hele. Ensomt ligger Landet spredt ud i
den arktiske Verden, og kun sjældent undes det Folk at faa Udsigt over
det; men jeg fik en Følelse af Beundring ved at staa her og beskue
det, som de tapre engelske Mænd har kæmpet sig til for mere end
hundrede Aar tilbage, og ingen kan mere end vi, der har været paa
Stedet, forstaa, hvad der krævedes for at vinde deres Resultater.
/ ’ %
Den 3. Maj begyndte vore Hunde at falde sammen; deres Poter var
ødelagt i den dybe, bløde Sne. For hver Lejr, for hvert Hvil var det
vanskeligere og vanskeligere at rejse; jeg mistede min Bas og saa en
til og begyndte snart at tvivle om, at jeg vilde være i Stand til at kom*
me kørende hjem. Den 6. Maj besluttede jeg mig derfor til at sende
Qåtalik frem til en Boplads, som ikke var langt fra det Sted, hvortil vi
var naaet. Henimod Aften kom -to Slæder med alt det Kød, vi behø*
vede. Vi fulgtes saa ad til Bopladsen og blev modtaget med Fest. De to
Mænd, der havde undsat os, var Eqiparirang og Umik. Den første havde
to Koner, der begge kappedes om at gøre det godt for Gæsten, medens
Umik sørgede for den aandelige Forfriskning. Han var Manden, der
havde indført Kristendommen, men havde som tidligere Aandemaner
sammenblandet den kristne og den hedenske Kultus til et mærkeligt
Miskmask, der dog blev taget uhyre højtideligt af hele Menigheden.
Næste Dag drog hele Bopladsen op og tog til Igdlulik. Vi var hele
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
