Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XVIII. Samtaler med Aandemanere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
„Han er født for at dø, men han skal leve!“ sagde hun.
Og saa blev Artjuaq hos min Moder, lige til der kom Liv i mig. Moder kom
under en meget streng Diæt og maatte underkaste sig vanskelige Taburegler.
Havde hun saaledes spist af en Hvalros, var samme Hvalros Tabu for alle an*
dre; det samme var Tilfældet med Sæler og Rener. Hun skulde have særlige Gry*
der, af hvilke ingen anden maatte spise. Ingen Kvinder maatte besøge hende,
derimod gerne Mænd. Mine Klæder var syet paa en særlig Maade; Haarene paa
Skindet maatte aldrig vende opad eller nedad, men skulde falde paa tværs af
mit Legeme. Saaledes levede jeg i Barselhuset uden at have nogen Anelse om
al den Omhu, der blev vist mig.
I et helt Aar maatte Moder og jeg leve helt for os selv og kun nu og da
modtage Besøg af min Fader. Skønt han var en stor Jæger, der altid færdedes
ude paa Fangst, maatte han aldrig, selv slibe sine Knive; saa snart han gjorde
det, hovnede hans Hænder op, og jeg blev syg. Et Aar efter min Fødsel fik vi
Lov til at faa en Husfælle; det var en Kvinde, og hun maatte udvise en saadan
Forsigtighed, at hun, hver Gang hun skulde ud, maatte slaa sin Hætte over Ho*
vedet, gaa i Støvler uden Strømper og holde sin Pelsflig højt løftet med den ene
Haand.
Jeg var allerede en stor Dreng, da min Moder første Gang fik Lov til at gaa
paa Besøg; alle vilde vise sig venlige, og hun blev indbudt til alle vore Boplads*
fæller. Men hun blev for længe ude; Aanderne holder ikke af, at Kvinder med
smaa Børn bliver for længe borte fra deres Hus, og de hævnede sig paa den
Maade, at Skindet paa hendes Hoved skallede af, og jeg selv, der var ganske
uden Forstand paa noget dengang, slog hende paa Kroppen med mine smaa Næ*
ver, da hun gik hjemover, og lod mit Vand ned ad hendes Ryg.
Ingen, der skal blive en dygtig Fanger eller en god Aandemaner, maa blive
for længe ude paa Besøg i fremmede Huse; det samme gælder en Kvinde, saa
længe hun bærer en Dreng i sin Rygpose.
Omsider blev jeg saa stor, at jeg kunde gaa med de voksne paa Aandehuls*
fangst efter Sæl. Den Dag jeg harpunerede min første Sæl, maatte min Fader
lægge sig med nøgen Overkrop paa Isen, og den Sæl, jeg havde fanget, blev
trukket hen over hans Ryg, medens der endnu var Liv i den. Kun Mænd maatte
spise af min første Fangst, og intet maatte levnes. Dens Skind og Hoved blev
gemt ude paa Isen, for at jeg senere skulde være i Stand til at fange den samme
Sæl igen. I tre Dage og Nætter maatte ingen af de Mænd, der havde været med
til at spise den, gaa paa Fangst eller gøre nogen Slags Arbejde.
Det næste Fangstdyr, jeg nedlagde, var en Ren. Det var mig strengt forbudt
at bruge Bøsse, og jeg skulde dræbe den med Bue og Pil. Ogsaa den blev kun
spist af Mænd; ingen Kvinder maatte røre ved den.
Saa gik der nogen Tid, og jeg blev voksen og stærk nok til at gaa med paa
Hvalrosfangst. Den Dag jeg harpunerede min første Hvalros, raabte min Fader saa
højt, han kunde, idet han nævnede Navnene paa alle de Bopladser, han kendte:
„Nu er der Kød til alle Mennesker!“
Hvalrossen blev bugseret ind til Land, medens der endnu var Liv i den, og
først inde ved Strandkanten blev den slaaet helt ihjel. Min Moder, der skulde
flænse den, blev bundet fast til Fangelinen, før Harpunodden var taget ud af
dens Krop. Efter at jeg havde nedlagt denne Hvalros, maatte jeg spise alle de
Lækkerier, der tidligere havde været mig forbudt, ja selv Indvolde, og nu kunde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
