Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XVIII. Samtaler med Aandemanere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
store Gaver, som de øjeblikkelig gav bort til andre; thi beholder de dem selv,
vil de eller deres Børn dø. Men det hjalp altsammen ikke. Jeg var født til Van*
skeligheder. Saa søgte jeg Ensomhed og blev snart meget tungsindig. Paa en
mystisk Maade kunde jeg briste i Graad og blive ulykkelig, uden at forstaa
hvorfor. Saa kunde alt pludselig blive helt anderledes, og jeg følte en stor og
uforklarlig Glæde — en Glæde saa stærk, at jeg ikke kunde beherske den; jeg
maatte bryde ud i Sang, en vældig Sang, hvor der kun kunde blive Plads til det
ene Ord: Glæde! Glæde! Glæde! Og midt i en gaadefuld, overvældende Fryd
blev jeg Aandemaner, uden selv at forstaa hvorledes. Men jeg var det. Jeg kunde
se og høre paa en helt ny Maade.
Enhver virkelig Aandemaner skal fornemme en Lysning i sin Krop, inde i
sit Hoved eller i sin Hjerne, noget som en lysende Ild, der giver ham Evne til
at se ind i alle skjulte Ting — med lukkede Øjne ind i Mørke, eller ind i Frem*
tiden, eller ind i andres Hemmeligheder. Jeg følte, at jeg var i Besiddelse af
denne vidunderlige Evne.
%
Min første Hjælpeaand blev min Navne, en lille Aua. Da den kom til mig,
var det, som om Husgang og Tag løftedes, og jeg fik en saadan Sekraft, at jeg
kunde se tværs igennem Huset, ind gennem Jorden og op i Himlen; det var den
lille Aua, der bragte mig alt dette indre Lys, idet den holdt sig svævende oven
over mig, saa længe jeg sang. Derefter stillede den sig ud i en Krog i Husgam
gen, usynlig for andre, men altid rede, hvis jeg skulde kalde paa den.
En Aua er en lille Aand, en Kvinde, der bor nede ved Stranden. Der er
mange af disse Strandaander, som løber rundt med spids Skindhætte paa Hove*
det; deres Bukser er pudsigt korte og af Bjørneskind; de har lange Støvler med
sorte Mønstre og Pels af Sælskind. Deres Fødder er vredet opad, og de synes
kun at gaa paa Hælen. Haanden fører de saaledes, at Tommelen altid er bøjet
ind over Haandfladen; Armene holder de højt hævet med samlede Hænder, som
de uafbrudt stryger hen over Hovedet. De er kaade og glade, naar man kalder
paa dem, og ligner mest af alt smaa, søde, levende Dukker; for fuldt oprejst er
de ikke højere end eri Arms Længde.
Min anden Hjælpeaand blev en Haj. En Dag jeg var ude i Kajak, kom den
svømmende hen til mig, lagde sig paa Siden af mig og hviskede blot sit Navn.
Jeg blev meget forbavset, for jeg havde aldrig set en Haj før; de er meget
sjældne heroppe. Siden hjalp den mig med al Slags Fangst og var altid hos mig,
naar jeg behøvede den.
Disse to, Strandaanden og Hajen, var mine vigtigste Hjælpeaander, og de
kunde hjælpe mig med alt, hvad jeg ønskede. Den Sang, jeg plejede at synge,
naar jeg kaldte, havde ikke mange Ord og lød saaledes:
Glæde, Glæde,
Glæde, Glæde!
Jeg ser den lille Strandaand,
min Navne.
Glæde, Glæde!
Disse Ord kunde jeg blive ved med at gentage, indtil jeg brast i Graad,
Bytte for en sær Angst; saa kunde jeg pludselig ryste over hele Kroppen, me?
dens jeg blot raabte: „ALa^a^a^a, Glæde, Glæde! Nu vil jeg hjem, Glæde,
Glæde!“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
