Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XVIII. Samtaler med Aandemanere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jeg havde engang mistet en Søn og syntes aldrig mere, jeg kunde tage bort
fra det Sted, hvor jeg havde lagt hans Legeme. Jeg var ligesom en Fjældaand,
der er bange for Mennesker. Vi opholdt os meget længe oppe i Landet, og mine
Hjælpeaander forlod mig. Men en Dag var det saa pludselig, at Sangen om
Glæden kom til mig. Jeg længtes atter efter Menneskene, mine Hjælpeaander
vendte tilbage til mig, og jeg var mig selv igen. Fra. den Dag af synger jeg altid
denne Sang, naar jeg kalder.
Dette er, hvad der hændte mig fra Moders Liv, og lige til jeg blev Aande*
maner. Nu da jeg er bleven Kristen, har jeg sendt mine Hjælpeaander op til
min Søster i Baffinsland; men vil I vide mere om Aandemanere, skal jeg fors
tælle om min Fætter Niviatsian, som Aanderne kaldte til sig paa en æventyrlig
Maade, for at han kunde blive en stor Aandemaner.
Aanderne kalder paa Niviatsian.
Niviatsian var paa Hvalrosfangst sammen med mange andre Mænd ved
Igdlulik; nogle gik foran ham og andre bagefter. Pludselig kom der en stor HvaL
ros op gennem Isen lige ved Siden af ham, og den greb ham med sine vældige
Forluffer, ganske som en Moder løfter sit lille Barn, og bar ham med sig ned i
Dybet. De andre Mænd løb til, og da de kiggede ned gennem det Hul i Isen,
hvor Hvalrossen var forsvundet, kunde de se, hvorledes den stadig holdt ham
fast knuget i sin Favn og søgte at gennembore ham med sine Stødtænder. Efter
en Tids Forløb slap den ham og søgte først op til Overfladen langt, langt borte
for at puste. Men Niviatsian, der var kommen bort fra det Hul, han var truk*
ket ned igennem, arbejdede nu med Arme og Ben for at komme op igen. Mæn*
dene kunde følge hans Bevægelser og huggede Hul omtrent der, hvor man ven*
tede ham op, og her fik min Fader ham da virkelig ogsaa halet op. Han havde
et gabende Saar ved Kravebenet og aandede gennem det; Flængen gik helt ned
til Lungen. Nogle af Ribbenene var ogsaa knækket, og Bruddene havde grebet .
fat i hans ene Lunge, saa han ikke kunde rette sig op.
Niviatsian laa længe bevidstløs. Da han kom til sig selv igen, kunde han dog
rejse sig op uden Hjælp. Saaret ved Kravebenet var det eneste alvorlige Saar;
man kunde se Spor af Hvalrossens Stødtænder baade i Hovedet og rundt om*
kring paa Kroppen, men det var, som om den ikke havde kunnet saare ham.
Gamle Folk sagde, at denne Hvalros var udsendt af Sødyrenes Moder, der var
vred over, at Niviatsians Kone havde holdt en Abort hemmelig for at blive fri
for at underkaste sig Tabu.
Niviatsian fulgte saa med sine Kammerater ind mod Land, men han maatte
gaa et Stykke fra dem paa Is, hvor der ingen Fodspor var. Nær ved Land blev
der lavet et lille Snehus, og her blev han lukket inde og anbragt paa et lille
Sælskind med alt sit vaade Tøj paa. Der sad han i tre Dage og tre Nætter uden
Mad og Drikke. Dette maatte han gøre for at faa Lov til at leve; thi hvis han
straks kom op til Menneskenes urene Bopladser, vilde han dø efter den Mis^
handling, der var overgaaet ham.
I al den Tid Niviatsian sad i det lille Snehus, var Aandemaneren inde paa
Bopladsen uafbrudt optaget af at rense hans Kone og hans gamle Moder, der i
Folks Nærværelse maatte bekende alle deres Tabubrud for at stille de Magter tib
freds, der raadede over Liv og Død. Og Niviatsian kom sig efter tre Dages Fors:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
