Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XVIII. Samtaler med Aandemanere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
■ K 1
1
1 1
355
et Baal; hen over Ilden og Røgen holdt man saa Kiseder, Vanter, Fangeliner,
Harpuner og Harpunspidser, idet man sagde: „Giv os noget velsmagende fra
Havet!“ Disse Ord glædede Sødyrenes Moder, og Ilden rensede Fangstgrejerne
for Lugten af Land. Mændene skulde gaa lige hen over Baalet og straks derfra
begive sig paa Fangst.
I en Snehytte paa Isen maatte man ikke bruge Mos som Lampevæge, men
„Savsmuld4
4fra Hvalrostand.
Fra nu af var alle Landdyr Tabu, og man udsatte ikke blot sig selv, men
ogsaa alle sine Bopladsfæller for de største Farer, hvis man brød den. Det for*
tælles, at engang havde en ung Moder syet en lille Dragt til sit Barn, efter at
man havde bygget Hus paa Isen. Inden Morgen brød der en Orkan løs, Isen blev
flænget op og knust i Stumper og Stykker, og hele Bopladsen druknede. Men
da Stormen var paa sit højeste, saa man inde fra Land en lille Renkalv svømme
ude mellem de druknende Mennesker. Det var Sjælen af den Kalv, hvis Skind
var bleven syet ude paa Havisen, der hævnede sig. Saa farlige er Sjælene saa
uberegnelige.
Sødyrene deler man i de farlige, der kræver særligt Hensyn, og de uskade*
lige, man bare dræber og spiser. Til de første hører Hval, Remmesæl og Bjørn.
Skikke ved Hvalfangst er tidligere omtalt. Naar en Remmesæl var dræbt, maatte
alt Arbejde hvile i tre Dage; saa længe mente man, at Sjælen blev ved Legemet.
Den samme Arbejdstabu fordredes af en Bjørn, kun knyttedes yderligere nogle
Ceremonier til Fangsten. Disse bestod i, at Tungen, Milten, Blæren og Genita*
lia hængtes op inde i Huset sammen med den Harpun, der havde dræbt den.
Var det en Hanbjørn, føjedes Mænds Værktøj hertil, var det en Hunbjørn,
Kvinders Værktøj; disse opfattede man som et Offer til Bjørnens Sjæl, der gav
heldig Fangst. Ja, den samme Bjørn kunde, naar den fik mange Gaver „in effi*
gie“, lade sig dræbe mange Gange, naar den genopstod. Naar saa de tre Dage
var omme, skulde alt Værktøjet kastes ud i Husgangen, hvor Børn skulde kap*
pes om at samle det op og give det tilbage til Ejermændene. De Drenge, der var
hurtigst, blev store Bjørnejægere. Overholdt man ikke denne Skik, vilde Bjør*
nens Sjæl overfalde sin Drabsmand og rive ham ihjel.
Almindelige Sæler hørte til de ufarlige Fangstdyr, og dog knyttedes der ikke
saa ganske faa Taburegler til dem. Saa snart man havde bygget sig et Snehus og
begyndte Fangsten, maatte man navnlig i den første Tid staa meget tidligt op
om Morgenen; det var nødvendigt at give Sælerne Indtryk af, at man længtes
efter dem, ellers kom de ikke til Aandehullerne. Naar en Sæl bragtes i Hus,
maatte følgende iagttages, indtil den var flænset: Rimen maatte ikke skrabes af
Isruden; der maatte ikke røres ved de flettede Pileris, der er Underlag for Brikse*
skindene; Sovetæpperne af Renskind maatte ikke rystes ud over Gulvet; der
maatte ikke spildes Tran fra Lampen paa Gulvet; Mænd skulde standse alt Ar*
bejde i Sten, Træ eller Jern; Kvinder maatte ikke kæmme deres Haar, vaske
deres Ansigt eller hænge Fodtøj til Tørring. I samme Øjeblik en Sæl lægges paa
den Plads, hvor den skal flænses, dyppes et Stykke Sne i Vandspanden, og man
lader det herfra dryppe ned i dens Mund. Dyr, der lever i Saltvand, er altid tør*
stige, og saaledes slukker man Sjælens Tørst. Naar den bliver Sæl paa ny, lader
den sig gerne dræbe igen af den Mand, som gav den Vand. Er det Sommer,
stiller en Kone altid en Trækop, fyldt med Vand, inde paa Strandbredden, første
Gang hendes Mand ror ud i en nybetrukken Kajak. Det er Vand til de tørstende
Sæler.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
