Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XVIII. Samtaler med Aandemanere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Sæl er Dødistabuen hævet. Men den første Remmesæl, han fanger, skal flænses
paa samme Maade som Offer til den afdøde Kone; i dette Tilfælde skal dog
Skrotten kastes i Havet. Det skære Kød maa han gerne spise sammen med andre
Mænd, men maa dog ikke give Fangstparter, som det ellers er Skik ved Remme*
sælsfangst, hverken af Spæk eller Skind. Skal der laves Saaler eller Remme af
Skindet, maa Haarene kun fjernes ved at lade Skindet gaa i Forraadnelse. Dette
gælder dog kun hans første Remmesæl.
De tre første Rener, en Mand faar efter sin Kones Død, maa han flænse saa*
ledes, at han kun faar det skære Kød og Skindet; Skrotten skal dækkes til med
Sten.
For Hvalrosser gælder ingen særlig Tabu.
Folk, der er kede af Livet og ønsker at dræbe sig ved Hængning, skal gøre
dette i et Hus, medens de er ene, og de skal hænge sig i Tørrestativets Stolpe;
for at den indtrædende straks kan se dem, maa de ikke slukke Lampen, men
lade den brænde.
En Mand mister Forstanden, hvis en uren Kvinde har spist af hans Fangst.
Er det en Kvinde, der mister Forstanden, er det enten, fordi hun har brudt en
vigtig Tabu, eller ogsaa er det, fordi hun engang har set de Fjældaander, der
kaldes Ijerqat, og derefter besøgt en Barselkvinde; det taaler Ijerqat ikke.
En Kvinde regnes for uren et helt Aar, efter at hun har mistet en nærstaaende
Slægtning. I den Tid maa hun ikke arbejde med raa Renskind og maa kun nævne
Fangstdyrene i Aandemanernes særlige Sprog. Hun maa ikke pege paa Fangst*
dyr eller ytre sin Glæde over Fangst. En Mand maa, i det første Aar efter at
han har mistet sin Kone, ikke slaa sine Hunde eller køre dem selv. Alle Kvinder
regnes for urene, i den Tid de har deres Menses. Dette maa de altid meddele
Bopladsfæller og ikke færdes frit om mellem Mænd; det vil skade dem i deres
Fangst. De maa heller ikke sy, arbejde med Renskind eller banke Spæk til Lam*
perne. Paa samme Maade maa en Abort aldrig holdes hemmelig, thi da vil Fo*
stret blive til en ond Aand og skræmme alle Fangstdyr bort. Mænd, der under
Trangstid havde levet af Menneskekød, regnedes ogsaa for urene; de maatte
aldrig spise ved det Sted, hvor en Hvalros blev flænset. Vilde de have frossent
Kød af nyfanget Hvalros, maatte det ske paa Land, og da maatte de først lægge
Kødstykket op paa deres Fod og lade, som om de »kogte« det der. De maatte
aldrig spise raat Sælkød, Remmesæl kun af egen Fangst, og Marvben kun fra
gamle Køddepoter.
Den eneste Maade, hvorpaa Overtrædelse af Tabu kunde gøres
skadefri, var ved hurtig at bekende det til sine Bopladsfæller. Dette
skammede de fleste sig dog for at gøre, og desuden var der saa mange
indviklede Faldgruber i den Maade, hvorpaa alt det, man maatte og
ikke maatte, blev stillet op, at mange undertiden slet ikke vidste af, at
de havde begaaet noget urigtigt. Risikoen laa i, at Overtrædelser, der
tilsyneladende var ubetydelige, ofte kunde faa skæbnesvangre Følger
og gaa ud over intetanende og uskyldige. Derfor var Mennesker altid i
Fare; og det var Aandemanernes Sag at afværge disse.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
