Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XVIII. Samtaler med Aandemanere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Søn „Hjælpeaanden ; min Broder, „den lille Kajak”, skulde følge med.
Jeg kan huske, at Moder var meget ked af det, for hun troede ikke,
at den gamle Mand, der kun var bevæbnet med Bue og Pil, kunde faa
noget Vildt; men hun kunde ikke selv ernære os og maatte finde sig i,
at han tog min Broder med.
Saa hændte der kort Tid efter noget mærkeligt. Moder havde kogt
Ribben af en Hvalros og sad og spiste, da Benet, hun gnavede paa,
pludselig begyndte at give Lyd fra sig. Hun blev saa forskrækket, at
hun straks holdt op med at spise og smed det fra sig. Jeg husker,
at hendes Ansigt blev ganske hvidt, og det brast ud af hende: „Del-
er sket min Søn en Ulykke! Og ganske rigtigt — nogen Tid efter kom
„Spurveungen” en sen Aften til vor Boplads, og før han kom ind i Hu#
set, gik han hen til Vinduet og raabte ind: „Kære „lille Tingest”! Jeg
er Skyld i, at du ikke længere har nogen lille Dreng.” „Lille Tingest”
var et Kælenavn, „Spurveungen” havde til Moder. Og saa kom han ind
og fortalte os, hvorledes det var gaaet til. De havde ingen Jagt faaet
og havde i flere Dage maattet nøjes med at spise Ren#Ekskrementer;
de var meget udmattede, da de endelig naaede frem til en Egn, hvor
han paa en tidligere Jagt havde deponeret en Ren; men nu kunde han
ikke finde Stedet. De delte sig i to Hold: Konen gik i en Retning, og
„Spurveungen” med de to Smaadrenge i en anden. De søgte og søgte,
men kunde ikke finde Depotet. Den første Sne var faldet, det var om
Efteraaret, det blæste koldt og smaaføg, og de havde daarlige Klæder;
saa lagde de sig bag et Stenly for at hvile og var alle meget forkomne.
Dagen var kort, og Natten var meget lang, og de maatte vente, til det
blev lyst, før de atter kunde søge. Imedens havde „Storøen” fundet De#
potet, men hun vidste ikke, hvor hun skulde søge de andre, og af Be#
kymring for dem spiste hun kun lidt og nøjedes med at give et lille
Barn, hun havde paa Ryggen, et Stykke Kød at sutte paa. Hun havde
ligesom de andre lavet sig et Stenly og laa og smaaslumrede, da hun
vaagnede med et Sæt og havde drømt om min Broder. Hun drømte,
at hun ganske tydeligt saa ham for sig, bleg i Ansigtet og rystende af
Kulde, og han talte til hende og sagde: „Faster, du vil aldrig mere se
mig. Det er, fordi Jordens Lus er vrede over, at vi har spist deres
Sener og deres Ekskrementer, inden der er gaaet et Aar efter Faders
Død.”
Jeg husker det saa tydeligt, fordi det var første Gang, jeg forstod,
at der var noget, man ikke maatte gøre efter Dødsfald. Rensdyrene kal#
der man for Jordens Lus i Aandemanernes Sprog.
„Storøen” oplevede sin Drøm saa levende, at hun ikke sov mere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
