- Project Runeberg -  Fra Grønland til Stillehavet, Rejser og Mennesker fra 5. Thule-Ekspedition 1921-24 / I. Hudson Bay /
439

(1925-1926) [MARC] Author: Knud Rasmussen
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXII. Rejse til Rensdyr-Eskimoerne og Chipewyan-Indianerne

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Da Dyrene kom dertil, var de meget sultne og vilde have noget at
spise; men Ravnen jog dem bort. Lossen vilde prøve sin Lykke;
men Ravnen slog den over Snuden, og derfor har Lossen saadan en
kort Snude. Polarræven var næsten sultet ihjel og kom til Stedet sidst
af alle Dyrene. De fortalte den, at her var der Mad; men den løb bare
omkring. Da den kom hen til Døren, lavede den imidlertid et Hul der,
og da Renerne derinde saa Lyset, kom de alle ud. De andre befalede
den lille Ugle at sidde oppe i et Træ og iagttage, hvorledes Renerne
spredtes over Landet. Men før de naaede ud over det hele, kom Sne-
haren springende, og det standsede Renerne, saa de ikke naaede videre.
Fortalt af Bezedan.
Solen og Blisgaasen.
En Mand gik paa Jagt og stødte paa et Spor. Da han saa det, tænkte
han: „Et eller andet Dyr, enten en Ren eller en Bjørn, maa have gaaet
her.“ Og han tog sit Bælte af og lavede en Snare af det for at fange
Dyret. Derefter vendte han hjem og lagde sig til at sove. Om Morge#
nen, da han vaagnede, var det Dæmring; men det vilde ikke blive rig#
tig lyst, som det plejede. „Hvad mon der er i Vejen? tænkte han,
„det vil ikke ’blive lyst.“
Han gik ud for at se til sin Snare og kom ogsaa i Nærheden af Ste#
det; men helt hen til det kunde han ikke komme, for det var Solen,
som var fanget i Snaren. Den steg saa højt, som Snaren tillod, men
dalede saa igen. Derfor blev det ikke lyst. Alle Fuglene samledes paa
Stedet; men ingen kunde komme helt hen til Snaren. Til sidst lykke#
des det Blisgaasen at skære den over, og straks steg Solen til Vejrs.
Men Gaasens Næb var blevet svedet af Heden, og derfor har den faaet
Navnet Da^tte (brændt Næb). Fortalt af Bezedan.
t
Ravnen og Renerne.
%
Før den store Vandflod var Renerne meget lette at jage med Bue
og Pil; men bagefter kunde Pilene ikke trænge igennem dem, de var
ligesom bare Knogler; det var nødvendigt at skyde efter deres Ho#
ved og ramme en Aare, saa de forblødte. Da sagde Ravnen: „Vi kan
ikke dræbe Renerne, fordi de kun er som Ben,“ og mens alle andre
sov, sad den alene oppe og tryllede hele Natten. Det var Ravnen, som
gav Renerne deres nuværende Skikkelse med Kød paa Knoglerne, som
Pilene kunde gaa igennem. Siden da er de atter lette at jage.
Fortalt af Tshikki.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Apr 12 23:01:55 2024 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/rkfragronl/1/0468.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free