Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den sorte kat
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
30 Den sorte kat
tok — var simpelthen ikke til at undgaa, hvor jeg
stod eller gik. Satte jeg mig ned et sted, krøp den
øjeblikkelig ind under min stol eller hoppet op paa
mit knæ, idet den overslimede mig med sine mot-
bydelige kjærtegn. Reiste jeg mig for at gaa en
tur, befandt den sig i samme stund mellem mine
ben, saa jeg mere end engang holdt paa at falde
overende, eller jeg merket pludselig dens lange og
skarpe klør etsteds paa min krop, hvilket var et
usvigeligt forbud om, at den nærmet sig mit ansigt.
Det eneste jeg i slike øieblikke følte lyst til at foreta
mig, var at knuse det væmmelige bæst med et vel-
rettet næveslag, men hver gang lammedes min arm,
dels ved mindet om min gamle slyngelsirek, men —
lad mig likesaagodt tilstaa det! — mest av en uover-
vindelig rædsel for det svarte, djævleblændte væsen !
Denne rædsel var kanske ikke bare en vag
skræk for en mulig legemlig smerte, — og dog vet
jeg ikke noget andet, som jeg kunde være bange
for. Jeg skammer mig næsten, føler mig næsten
beskjæmmet ved at bekjende — selv nu da jeg sidder
i morderens fangecelle! — at den skræk og for-
færdelse, som bæstet indgjød mig, var blit uudholde-
lig som en følge av en ganske utrolig taapelig ind-
bildning, som jeg gik og tumlet med. Min hustru hadde
mere end en gang gjort mig opmerksom paa den lille,
hvite flek paa katten, som jeg før har omtalt, og
som var det eneste synlige kjendetegn, hvorved man
kunde skjelne det levende fra det døde dyr. Læ-
seren husker maaske, at dette skjelnemerke oprinde-
lig var av temmelig ubestemte omrids, men lang-
somt og umerkelig skiftet det form, indtil jeg tilslut
— paa trods av min fornuft! — maatte indrømme,
at det hadde antat en uomtvistelig fast kontur. Som
flekken nu saa ut, mindet den mig om det, jeg mest
gruer for at nævne — ja, med den dom, jeg har
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
