10 SOPHUS BUGGE. 10 streg, er ikke skreven særskilt, men må tages af den rette linje, som til venstre omgiver indskriften; det samme er tilfældet i ordet burnir d 1. 6. I åa og d skri- ves i linjernes begyndelse heller ikke de runer, som bestå af en ret stav, der udfylder hele linjens höide, tilligemed en sidestav eller kvist, nogensteds fuldstæn- dig, men således at kvisten föies umiddelbart til den rette linje, der til venstre danner ramme om indskriften. Vi tör altså allerede af ydre grunde ikke tage n som förste bogstav i anden linje og læse nuarin. Dette vilde være et uhört navn, selv om vi i indskrift nr. 7 fra Maeshowe på Orknöerne havde et navn nuari, hvilket neppe lader sig godtgjöre. Heller, ikke kan vi læse nu arin eller nu (u)arin, ti ni vilde her være meningslöst. Derimod giver in uarin klart udtryk. in, sikkerlig udtalt en, er en i runeindskrifter ofte forekommende skrivemåde for den overgangspartikel, som 1 betydning omtrent sva- rer til eræsk 05; navnlig kan jævnföres in uibiurn fapi på Forsa-ringen Helsingland (Stephens 684—685). Jeg over- sætter da »og faderen Varen skrev (runerne)». Vistnok kan en også bruges ligetil som relativt pronomen, men der er så meget mindre grund til at forstå par in her som »disse hvilke», som der efter paR ved enden af förste linje står 3 prikker, der må opfattes som skilletegn, hvor- ved de 5 förste ord som et eget afsnit afsondres fra det fölgende. 7. warin d. e. Vurinn, faderens navn (således Carl Save). Dette navn forekommer oftere i Norden i den sagnhistoriske tid, således i flere sammensatte stedsnavne i digtene om Helge Hjorvardssön og Helge Hundings- bane: Varinsvik Helg. Hjörv. 22, Varinsfjördr Helg. Hund. I, 26, Varinsey Helg. Hund. I, 37; kong Ogvald på Og- valdsnes faldt efter sagnet i en kamp med en rygsk konge som heéd Varinn. I historisk tid forsvinder nav- net i Norden: mandsnavnet Værne i Ydre herred (Raaf)