11 TOLKNING AF RUNEINDSKRIFTEN PÅ ROÖKSTENEN. 11 er neppe bevaret i Östergötland fra oldtidens Varinn. I gammeltydsk er Warin, Werin meget almindeligt både alene og i en mængde sammensætninger, se Förstemann: ligeså i England: i liber vitæ ecclesiæ Dunelmensis (Lon- don 1841) læses således Warinus, Uernfrith, Uerndryth o. s. v. En hel folkestamme bar samme navn: hos Phi- nius och Tacitus Varini, senere Warni, Werini, i oldeng. Wærnum (dat. pl.); de nævnes först öst for Elben og har også senere sit hjem i Elbegnene (se Zeuss, Die Deut- schen s. 132 f., 360—363; Grimm, Geschichte der deut- sehen sprache 2:te ausg. s. 419 ff.). Om mandsnavnet Varimnn på Rök-stenen står i blot sproglig forbindelse med folkenavnet eller om det, som jeg snarere skulde tro, egentlig betegner »en mand af varnisk æt», lader sig neppe med sikkerhed afgjöre. At sönnens navn Vamodr og faderens Varinn danne alliteration med hinanden, er i overenstemmelse med ældgammel germansk sædvane. Hvorvidt vokalen i anden stavelse af uarin har været ud- talt som i eller e, kan ikke afgjöres; ligesålidt kan efter skrivemåden bestemmes, hvorvidt der ligesom i oldnorsk med hensyn til den udlydende konsonant har været hört forskjel mellem nomin. Varinn og aceus. Varm. 8. fapi d.e. fadt, skrev, tegnede (således også Hilde- brand og Stephens). Heller ikke her kan det afgjöres, om runeristeren har udtalt i som ? eller e; det samme gjælder i i ubetonede stavelser overhoved. I gammel- svenske håndskrifter, som betegne selvlydene nöiagtigere, findes snart i, snart e; se Rydqvist IV, 41. Udtrykket få rinar er ældgammelt. Det findes i mythiske vers: rinum Peim er gørdu ginnregin ok fådi fimbulpulr Havamal 80 og lignende Håvam. 142; svå ek rist ok i rinum fåk Havam. 157. Udtrykket fådi rimar eller i samme betydning blot fddi, deg i denne forbindelse er synonymt med marka, findes i Sverige ellers i tre indskrifter, alle i Helsing- land og med særegne runeformer, af hvilke indskrifter