24 SOPHUS BUGGE. 24 tage satint, ikke sati, som ett ord. Heller ikke a 1. 4, hvor ligeledes 3dje ps. pl. præt. conj. af »være» forekommer, kan tale for at tage uari som ett ord. Derimod kunde man tænke på i å 1. 3 at læse uarint som ett ord i lighed med satint, men da dette ikke lader sig anvende på åa 1. 4, læser jeg « 1. 3 ligesom a 1. 4 uarin. At satint sandsynlig Heleiver udtalen satin, ikke satint, skal jeg siden udvikle. Den i Gammelsvensk forekommende form på mn i præs. og præt. 3 ps. pl. conj. er med stor grundighed og forsigtighed behandlet af Rydqvist I, 345—352, 8589, IV, 443—4. Jeg må dog i modsætning til Rydqvist holde den först. af P. Å. Munch givne forklaring, hvorefter dette n er bevaret fra et fællesnordisk standpunkt, for den sandsynligste. Jeg föler vistnok stærkt, hvormegen usikkerhed mangel af ordadskillelse fremkalder i tolknin- gen af Rök-indskriften, men jeg skjönner dog ikke ret- tere end at fölgende punkter er nogenlunde sikre 1) På 3 steder forekommer 3 ps. pl. præt. conj. 2) På intet af disse 3 steder er det nödvendigt at antage en på å udlydende form. 3) Derimod er det på de to steder nödvendigt at antage en form med n i endelsen (uarin eller uarint og satint), 02 en sådan form (uarin, ikke uasint) er på det tredje sted mulig. | Er dette rigtigt, så taber Rydqvists hovedgrund mod Munchs forklaring, at m ikke findes i det ældste svenske håndskrift (af Vestgötalagen), sin vægt; ti vi sé da, at aette n fandtes i sproget omtrent 300 år, förend nævnte håndskrift blev skrevet. Vi har, tror jeg, på Rök-stenen det vidnesbyrd fra en runeindskrift, som Wimmer (I (Navne- ordenes böjning s. 117; Årböger for nordisk oldkyndighed 1868 s. 293) savner og hvorved han erklærer at spörs- målet vil kunne blive oplyst. Dette vidnesbyrd fra Rök-stenen synes mig at finde stötte andensteds. Navnlig Stephens (Oldnorthern runie