26 SOPHUS BUGGE. 26 Det vil neppe kunne gjöres sandsynligt, at in i de nævnte runeindskrifter er overfört til 3 pers. sing. con). fra 2den pers. plur. imperat. Derimod kunde denne en- delse, når sproget ovethoved havde forkjærlighed for det udlydende m, let være overfört fra 3 pers. plur. conj., således som Stephens Runic monuments s. 740 mener. Som sidestykke hertil kan nævnes, at i flere nyere nor- diske sprogarter selvlyden eller hele formen fra præt. indie. flertal er bleven overfört til ental; således i norske dialekter kvå for kva — oldn. kvad og lign., i ældre Dansk som entalsformer hiulp, druck, drob og fl. (Jessen i Ar- böger for nord. oldkynd. 1867 s. 371), ginge, finge (Dan- marks gamle folkeviser udg. af Svend Grundtvig 70 Å I. 2). Jeg sér da i runeindskrifternes former på in i 3 ps. sing. præs. conj. vidnesbyrd om, at 3 ps. plur. præs. conj. samtidig havde samme form. De nævnte runeindskrifters tid kan vistnok ikke nærmere bestemmes, men flere af dem vise skrift- og sprog-former, som har et gammelt præg. Således har Glia-indskriften den oprindelige forskjel mellem Å og R, har ikke stungne runer, har havt accus. pinsi; Kumla- indskriften har vistnok aceus. runa og ds-runen for 0, dog auk og ikke stungne runer; Hammarby-indskriften har vistnok sialu, dog ikke stungne runer, skriver auk og efter den pe teghing kiarua. Ligeoverfor Rydqvists argumentation skal jeg frem- deles tillade mig at bemærke fölgende. Han finder det påfaldende og aldeles stridende ud de germanske sprogs almindelige udvikling, at nm skulde have holdt sig i con- junctiv, medéne det i skandinavisk sprog (fra den tid af, da vi först finde indskrifter med den kortere raækkes ru- ner) er forsvundet i indiceativ. Men dette påfaldende forsvinder, når vi med Munch sammenligne de gotiske former, der med hensyn til det, hvorom her er tale, tör gjælde som de, der forudsættes også af de skandi-