pg Å TOLKNING AF RUNEINDSKRIFTEN PÅ RÖKSTENEN. pdÅ naviske sprog. I Gotisk er i indicativ nasalen i 3 pers. plur. ikke dækket af nogen fölgende vokal: præs. giut- and, præt. gutun. Dette er derimod tilfældet i conjunctiv: præs. giutaina, præt. guteina. Når i conjunctiv kun det udlydende å, derimod ikke det forudgående m er faldet bort i Gammelsvensk, så stemmer dette overens med den phonetiske behandling af et udlydende -na i andre for- mer: giwin, warin forholder sig med hensyn til det ud- lydende mn til got. gibaina, væseina ligesom gopan til got. godana, nom. sg. fem. og nom. ace. pl. neutr. burin til got. baurana, alin til got. aleina, øgon (hvis man her an- tager n for oprindeligt) til got. augszna. Ved de gammel- svenske former på -tn i 3 ps. plur. conj. få vi netop en regelmæssighed i lydudviklingen, som her mangler bl. a. i Oldnorsk. Og det er let forklarligt, at i Oldnorsk -in i conj. blev forandret til den på vokal udlydende form -i ved indflydelse af de hyppigere brugte endelser for 3 ps. plur. indie. åa og u, der endte på vokal. Jeg holder da med hensyn til den her omhandlede gammelsvenske conjunctiv-endelse for sandsynligst det af Rydqvist nævnte men forkastede alternativ, at den ældste form kun på enkelte punkter har kunnet holde sig uskadt i folke- sproget, hvorfra den på ny er bleven hjulpen frem til anseelse. 19. Ved tredje linjes ende er runerne tua sikre. Tredje rune er I a, som også Stephens læser, ikke kb; der er kun én kvist, der står på samme sted som almin- delig på a-runen, men længer nede end nogensinde över- ste kvist på k, og under denne ene kvist er der på höire side af staven kun en tilfældig fordybning. Herefter er ingen rune læst hverken af Hildebrand eller af mig eller i nogen af de ældre kopier. Men en afskrift fra 1873 af director C. F. Nordensköld (mig velvillig meddelt af pastor L.-C. Wiede) har efter tua endnu 1 R, hvilken rune siges tidligere at have været usynlig på grund af ind-