29 TOLKNING AF RUNEINDSKRIFTEN PÅ RÖKSTENEN. 29 IV, 75. Derefter læser jeg, som aker sagt, UaBin — oldnorsk vært. 25. numnar »tagne». 26, 27. tualraubar. På grund af meget trangt rum har runeristeren, da han vilde slutte ordet i samme linje, skrevet ar i slutningen af linjen som R alene over linjen, ligesom ar i håndskrifter almindelig skrives forkortet vid r over linjen"). Man tör ikke tænke på at dele numnart ualraubar og at forstå numnart som numnar, ti en sådan besynderlig skrivemåde vilde ikke engang kunne stöttes ved satint d 1.4. Jeg formoder, at tualraubar er forkortet skrivemåde for tuar ualraubar. [ den med den kortere rækkes runer skrevne indskrift på Rök-stenen er, som för sagt, en bogstav aldrig sat to gange efter hin- anden; her er denne sammendraguing 1 dit fört videre, idet de to bogstaver ua, der var fælles for slutningen SG et ord og ker å næste, kun er skrevne én gang, medens der intet hensyn er taget til endelyden R. Eksempler på lignende sammendragning i runeskrift har jeg nævnt i min tolkning af Björketorp-indskriften i Tid- skrift for philologi og pædagogik VIL, 337; til disse kan föies alit — ali lit på Våsby-stenen i Dksd (Dybeck Stockh. 118); snialat på Rycksta-stenen i Södermanland (Stephens s. 774, Lilj. 883) hvilket jeg forstår som sniala lat, smialla læt; på Tible-stenen Upland (Dybeck fol. 10) vil man ved at tage la og i dobbelt få verslinjerne: la han uti fiari — i lipi frekis. Eksempler på lignende sammen- dragning i gammelsvenske håndskrifter giver Schlyter 1 fortale . til ude. af Vestgötalagen og ÖGL. samt Ryd- qvist IV, 433. tuar og ualraubar er forklaret ved a 1. 3. 28—32. babarsamanaumisumanum d. c. bapar saman å umissum mannum — oldnorsk bådar saman å ymissum 1) Man bör neppe læse tualraubr, uagtet Kolunda-indskriften (Dy- beek 4to nr. 60) i ordet mupur har r over de andre runer sidst i linjen.