31 TOLKNING AF RUNEINDSKRIFTEN PÅ RÖKSTENEN. d1 håndskrifterne findes Vafpr. 36, hvor cod. reg. har: hvad- an vindr um kømr svå at ferr våg yfir; på Forsa-ringen betyder rit... suap (eller sua ap) efter min formod- ning: den ret som. Ligeledes har Rök-indskriften d 1. 2—3: uaki an kunukar tuair tikir suap a likia, hvilket synes at betyde: på den vang, på hvilken 20 konger ligge fældede. Denne brug af suap lader sig også an- vende på a1.4. Men her er 'udtryksmåden mere dåfotlig; da for det förste par står foran suaP og for det andet nomenet (tuar ualraubar) er gjentaget i den underordnede sætning. En lignende overflödighed i udtrykket kan fin- des i den ældste islandske prosa: par ero egg æt vndan peim fvglvm, er foglar ero ætir Gragås Finsens udg. I, 34. Med den påpendde sætningsforbindelse ved suap kan jævn- föres brugen af oldeng. pæt i steder som fölgende: pær is dn mdågd, pæt hi (af sådan art at de, som —) mågon cyle gewyrean Wulfstans beretning ved Ælfred; pær pri ræron..., Pat hie å noldon.... Daniel 188 ff. At et afsnit er endt med manum, er mærket ved det efter dette ord fölgende skilletegn. 33—35. pat sakum anart »jeg fortæller som det an- det», nemlig om sönnen Våmod. anart, hvortil svarer han- kjönsformen anar i undre svenske runeindskrifter (Lilj. 141. 878), gjengiver en ældgammel udtaleform annart, der i nordiske sprog ellers overalt er bleven fortrængt af annat. Derimod bruges af eiendomspronomenerne på -urr både i Glsvensk (Rydqvist I, 486 f.) og i Oldnorsk intetkjönsformer på -årt og på -at. For at kunne finne rede i den fölgende vanskelige spörgesætning må vi först lede efter subjekt og verbum. En veiledning har vi deri, at verbet i de af sakum sty- rede afhængige spörgesætninger, hvor udtrykket er klart, viser sig at stå i conjunctiv, medens intet sted godtgjör det modsatte. En conjunctivform lader sig kun finde i urpi, der da må være verbet; subjektet söger jeg 1 det