— 29 32 SOPHUS BUGGE. umiddelbart foranstående an. Efter denne orientering skal jeg gjennemgå det enkelte i denne sætning. 36. huar kunde efter sin form være nom. sg. mase. — oldn. Averr, men da subjektet, såvidt jeg skjönner, må være an = hann og da der 1 den fölgende sætning fort- sættes »og så fandt han sin död», så synes oversættelsen »hven» her umulig. Jeg tager derfor huar som adver- bium »hvor». 1 R betegner da her, ligesom i fapir ud- lydens 7, der ikke er opstået af s. - 37. fur forklarer jeg som præposition »for». Jeg antager, at udtalen har været /7y7, hvilken form ofte fore- kommer i ældre islandske håndskrifter i samme betyd- ning som fyrir; se min udgave af Sæmundar Edda s. XVI, Oxforder-ordb. under fyrir; fyr forholder sig til fyrir. som ept til eptir. Vistnok forekommer som præposition 1 Glsvensk undertiden for (se. Rydqvist II, 81), og en sådan udtaleform måtte her i indskriften have været ud- trykt ved fur; men formen for synes mig for ung til Rök-indskriftens sprogform. Præpositionen skrives også i flere andre svenske runeindskrifter fur: således Lilj- +05. 644 (Dybeck Stockh. 12). 645 (Dybeck Stockh. 11: Stephens s. 641), alle i Upland. 38. niu »ni» (Stephens). 89. altum d. ce. aldum = oldn. öldum af öld fem., på aldir. Dette bruges i norrön digtning jævnlig 1 be- tydningen »mennesker» (også ved kampskildringer, f. eks. hniga i gras aldir Snorres Hattatal, Edda ed. A. M. I, 620); man kunde da tro, at niu altum her skulde betegne »ni mænd». Dette tör jeg dog ikke fastholde. Hvor aldir bruges 1 den nævnte betydning, betegner det bestandig, ligesom det tilsvarende oldeng. ælde, elde, ylde, menne- skene eller folkene overhoved, sammenfattede, og anven- des ikke om de enkelte, så at et talord skulde kunne fores til. Man kunde snarere formode, at altum her var at forstå i den betydning, som nævnes i Snorra Edda