39 TOLKNING AF RUNEINDSKRIFTEN PÅ RÖKSTENEN. 39 vilde i denne sammenhang være et altfor utydeligt ud- tryk. Dernæst må man vente åt finde kampens udfald fortalt. Man må vente at finde det udtrykkelig sagt, at Våmod faldt i kampen, ti det fölgende vers siger, som vi skal sé, at han, der för var en vældig sökonge, nu sidder på sin hest, nemlig rede til at ride til Valhal. Mindre vægt lægger jeg på, at en præsensform tumir vilde afvige fra præt. urpi i det foregående. Jeg vover da en anden tydning. Jeg deler tu mir. tu præt. »döde»; skrevet ligedan på Fjuckby-stenen (Dybeck fol. 215) og Lilj. 552,1 andre indskrifter to, udtalt dø. Verbet er her brugt om at finde sin död i kampen ligesom det synonyme vard daudr på Råda-stenen i Vestergötl.: er vard daudr å orrostu er bardusk konungar og i det til- svarende udtryk på Arhus-stenen I Jylland. 46. mir må da være = oldn. meirr, der i det gamle digtersprog oftere forekommer i betydningen »derpå» (f. eks. Atlakv. 28 i forbindelsen ok meirr). Samme form er brugt i sammensætningen fiarumir a 1. 6—7*). For ad- verbiet »mere» forekommer formen mair i Gutalag, mer i andre glsvenske love (Rydqvist II, 438). Ordet synes ikke, som man skulde vente, af runeristeren at have været udtalt med tvelyd, ti tvelyd betegnes i Rök-ind- skriften ved de to vokaler, hvoraf de bestå. Tvelyden synes altså i dette ord at være gået over til enkelt selv- lyd. Dette er let forklarligt i fiarumirR, hvor ordet kunde opfattes som afledningsendelse og hvor dets lydstof da let kunde svækkes; grunden er derimod vanskelig at sé, hvor ordet står selvstændigt. ' Da der i de bedste isl. håndskrifter jævnlig skrives meirr med dobbelt r, 1) Det tilsvarende adjektiv er på den ene Bellstad-sten (Dybeck Stockh. 108, Lilj. 449) skrevet mairi. Efter denne indskrift formoder jeg på Egby-stenen (Lilj. 378): munu iki mirki miri uirpa istedenfor mun likimit iki miri uirpa. F. Dietrichs afvigende formodning (Biekinger- inschriften s. 36) er forfeilet.