44 SOPHUS BUGGE. 44 . der, som det synes, godkjendes af Rydqvist IV, 426 f.), og i svensk: karua »gjöre» i den med Rök-indskriften I skrift og sprog beslægtede Björkö-indskrift (Dybeck Stockh. nr. 55), også kaurua, kiarua, kerua, gierua o.s.v. på runestene; i Helsingelagen garfua (adj., ace. sg. fem.). Dette v gjenfindes i den nubrugelige form i Vesterbot- ten garf, djærv, dygtig, arbeidsom (se Rydqvist og Rietz), som man dog neppe tör opfatte således, at v holdt sig fra ældgamle dage også i nominativ” ental hankjön, men v, som tidligere var tabt i nominativ, blev senere fra de casus, hvori det havde holdt sig foran en vokal, over- fört til alle andre former. I forbindelse hermed kan det mærkes, at de ældste islandske og norske håndskrifter aldrig har v (f) i entallets nominativ af dette adjektiv, medens Egilsson fra et pergamenthskr. af Grettis saga opförer ogörfr og fra Grönlands historiske mindesmærker I, 680 anm. 3 gerfr. Derimod på Rök-stenen ligger det vel nærmere at opfatte u d. e. v i nominativen karur som bibeholdelse af ældgammel sprogform; hermed kan sammenstilles karut = gört på Ramsta-stenen Södermanland Dybeck oct. nr. 57 (Stephens s. 40 læser rigtig karut, medens Dybeck mod sin egen tegning læser karua, der ikke passer til sammenhængen). En med karur ensartet gammel form er bibeholdt på Slesvig-stenen i sutriku, hvor andet u vistnok betegner v, jfr got. triggv, se Gislason i Tidskrift for philologi og pædagogik VI, 246, anmærkn. 2). karur ojengiver altså sandsynlig udtalen garvr. Om ordets betydning på dette sted skal nedenfor tales. )) Med hensyn til i i sutriku kan sammenlignes triku på Douglas- korset på Man, dat. sg. fem. af hunkjönsordet trygg = got. triggva, dog må Uu her forståes som dativendelse og udtales som u. Jeg formoder, at udtrykket triku i ny tid er overfört fra Douglas-korset til Barnspike- stenen i Cumberland. Jævnför fremdeles utrik Lilj. 613, 623 = oldn. Utrygg; otirikr og shktirikr Lilj. 289. =