45 TOLKNING AF RUNEINDSKRIFTEN PÅ RÖKSTENEN. 45 5 å 61—63. Derpå må læses å kuta sinum »på sin hest»; sidste rune er ikke I d. e. å, som på tegningen hos Stephens, men sikkert f d. e. m, som jeg længe för jeg så stenen efter sammenhængen havde indset. I det norsk-islandske skaldesprog vilde det hede å gota sin- um, men den svenske runerister har kanské snarere ud- talt guia. 64. Det fölgende ord er, som stud. Hagson (se Stephens s. LXVIII) har læst, sikkert skialti (ikke, som på tegningen hos Stephens, skiakii) d. e. skialdi dativ af ordet for »skjold». Denne dativform forekommer på flere steder i den norsk-islandske olddigtning, se Egilsson; også den i en telemarksk vise (Landstad nr. 90) forekommende obligve casusform skjelli er oprindelig dativ og henviser til skialdi (jfr i Telemarken skjellile = oldn. skialdpili, skjellmöyar = oldn. skialdmeyjar), ikke til skildi. Heller ikke dativformen skildi har været indskrænket til norsk- islandsk, men findes tillige i skånske lov (Wimmer Navne- ordenes böjning s. 75). 65. ub samme ord som i a 1. 8, men her foran fat- lapr brugt uden fölelig betydning, ligesom uf, of, um så ofte i oldnorsk især foran verbalformer, både 1 digter- sproget og i det ældste prosasprog. Formen um finde vi brugt med samme anvendelse i vers på Kjula-stenen i Södermanland (Stephens s. 801, Lilj. 979): sår uisitarla um uarit hafpi burg um brutna auk um barpa. Samme par- tikel formoder Stephens s. 704 i vers på Granby-stenen i Upland (Dyb. Stockh. 148, Bautil 13, Lil. 499), hvor man måtte forklare an um uiat uikmuntr som ann (arcus.) um vegit Vigmundr (nom.), men Dybeck har ikke a i det underlige uiat; jeg formoder uilt (vdt). Andensteds * skal jeg söge at begrunde den formodning, at vi har samme partikel skreven U (d. e. um) med den længere rækkes runer på Björketorp- og Stentofte-stenene i Ble- king. Gotiske sammensætninger som ufhröpjan, ufvopjan