48 SOPHUS BUGGE. 48 karur, garvr, må da vel snarest forståes som »rede», »udrustet» nemlig til færden til Valhall. Dog er det mu- ligt at tage det til subjektet i betydning: den dygtige, den ypperlige; jfr Har. s. harör. cap. 14: görr iöfurr og det foran nævnte svenske garf. Det har hidtil ikke været påvist, at indskriften i de to tværlinjer på forsiden og i den ene linje på den ene smalside danner en fuldstændig strophe i det »ældste verslag kviduhdttr. Denne strophe vil i islandsk sprog- form lyde: réd piidrekr hinn pormöodi, stillir flotna ströndu Hreidmarar: sitr nå görr d gota sinim skialdi of fatladr skati mæringa. I runeindskrifter er det ikke ualmindeligt, at ubunden og bunden form skifter. Her har man åbenbart med forsæt ladet strophen slutte indskriften på den ene side; hvad der går forud, ordner sig (med undtagelse af in uarin fapi fapir aft faikian sunu) ikke i verslinjer, om end udtryk og ordstilling (huar fur niu altum an urpi) tildels er afvigende fra det, man skulde vente i prosa. Det bör fremhæves, at medens fremstillingen i indskriften på flere steder ellers neppe vil kunne frikjendes for at være tung, unaturlig og forvirret, så er den nævnte strophe holdt i en ædel og klar skaldestil. 69—71. Jeg fortsætter på stenens anden bredside: pat sakum (stregerne mellem k og u må være tilfældige) tualfta »Jeg' fortæller det som det tolvte»; jfr tualf a 1. 4. Også Stephens har her fundet ordenstallet »tolvte», men med urette læser han tualftae og forstår det som han- kjönsform.