49 TOLKNING AF RUNEINDSKRIFTEN. PÅ RÖKSTENEN. 49 Vi har her et sprang fra »Jeg fortæller som det andet» til »Jeg fortæller som det tolvte.» Spörsmålet er da, hvorledes dette sprang skal forklares. Man kunde falde på, at der mangler meget af indskriften og at dette manglende har været indhugget på andre stene. Man måtte da videre antage, at mange andre af Våmods be- drifter i disse manglende dele af indskriften havde været priste i 9 afsnit, der begyndte med ordene »Det fortæller jeg som det tredje» o. s. v. indtil og med »Det fortæller jeg som det ellevte». Denne antagelse forekommer mig slet ikke sandsynlig. Ti den måtte lede til den besyn- derlige og lidet rimelige slutning, at der var flere sam- menhörende stene, som indeholdt stykker af samme ind- skrift, af hvilke stene kun den förste skulde være be- varet; for at få læst den hele indskrift i den rette sam- menhæng, skulde man ikke först læse alt hvad der stod på denne sten, men kun hvad der stod på dens ene bredside og dens ene smalside, medens det af indskrif- ten, som var skrevet på dens anden bredside, skulde fölge efter et langt stykke af indskriften, som var ind- hugget på andre stene. I det omtalte sprang fra to til tolv tror jeg man heller bör så em af de mange fantastiske eiendommeligheder ved indskriften. Vi må vel deri finde en antydning af runeristeren til, at der ikke er rum til at nævne alle Våmods heltegjærninger, og at derfor me- get må forbigåes. Men man vil vist forgjæves söge an- det svar på det spörsmål, hvorfor det, som nu fölger på stenens bagside, netop" skal være det tolvte i rækken, end det, at »tolv» er et betydningsfuldt tal i mythe, sagn og æventyr. Man sér dog åbenbart, at der på denne side ikke begynder en aldeles forskjellig indskrift, men at indskriften her med sit »Jeg fortæller som det tolvte» er en fortsættelse af indskriften på den allerede omhandlede bredside med sit »Jeg fortæller som det andet». | Antiqv. Tidskrift. 5.